Torsdag og resten af weekenden kan du tage på radiofestival og høre radio i en af Københavns biografer. Eller du kan selv blive skarp på at klippe, redigere og idéudvikle på fire forskellige radioworkshops.
Benedikte Granvig er medarrangør på Københavns Radiobiograf Festival og vil gerne have, at festivalen både skal være for dem, der bare gerne vil komme og lytte og dem, der gerne selv vil prøve kræfter med faget.
– Vi vil rigtig gerne prøve at støtte græsrodsmiljøet, så uanset om man har lavet lidt radio eller aldrig har prøvet at lave radio, kan man komme ind og få undervisning i nogle af de aspekter, der er i at lave radio selv. Vi håber, at vi kan samle folk, der synes, at det er fedt, siger hun.
Læs også: Forskning rykker ind på filmlærredet
Det handler om, at man er med, at man producerer, at man deler. Man er med i et form for community.
Jacob Kreutzfeldt, adjunkt og radioforsker på Københavns Universitet
Københavns Radiobiograf har eksisteret siden 2013 og åbner nu for første gang en hel festival, der skal handle om radio. Med radiofestivalen håber arrangørerne, at de kan lokke en større målgruppe til og få flere til at interessere sig for radiomediet.
Gå i radiobiograf og vær social
– Det, at man får det helt ind i øret og selv laver billederne, rummer noget andet, end hvis det er en film, man ser. Det, at have en lytteoplevelse med andre, skruer op for følelserne. Der er en mulighed for empati og fordybelse, siger Benedikte Granvig.
Sidste måned kunne man høre en radioudsendelse i en biograf, hvor man fulgte en kvinde, der skulle føde. Også her var det især det fælles aspekt, som gjorde, at biografoplevelsen blev helt særlig, mener Benedikte Granvig.
Læs også: Radio om hverdagsdilemmaer er et kæmpe hit
– Her kunne man se, at alle sad og vred sig lidt. Det bliver en vildt social oplevelse, når man pludselig sidder og deler den her næsten utilgiveligt gode lyd med en hel biografsal. Det hele bliver bare meget stærkere, fordi vi er flere, der oplever det sammen. Man bliver på én gang skånet for alle billederne, men til gengæld laver man dem jo selv i sit hoved, siger Benedikte Granvig.
Flest unge lytter til podcasts
Adjunkt og radioforsker på Københavns Universitet, Jacob Kreutzfeldt, mener, at det først og fremmest er den yngre generation, der interesserer sig for podcast-formatet, som er det format, man kan lytte til i radiobiograferne.
– Det er primært kreative unge i metropoler, som fænomenet henvender sig til. Mange af dem, der går i radiobiografen, producerer måske også selv eller drømmer om at producere radio, siger han.
Festivalens program, der både indeholder lyttearrangementer, men også workshops og paneldebatter, er udtryk for, at man forsøger at favne bredere, mener Jacob Kreutzfeldt.
– Der er en særlig kreativ energi forbundet med det at lave radio i dag. Det handler om, at man er med, at man producerer, at man deler. Man er med i et form for community. At radiofestivalen også tilbyder workshops tyder på, at det ikke kun er “kom og lyt” men også “kom og vær med”, siger han.
Indtil videre bliver Københavns Radiobiografs arrangementer, herunder den nye festival, kun holdt i København. Men der er planer om at udvide, når festivalen er overstået.
På kortet herunder kan du få et overblik over arrangementerne i forbindelse med radiofestivalen. Du kan se det fulde program på festivalens hjemmeside.