Rækkehuspriserne skyder op i første kvartal trods blodrøde tal

Lyngby-Taarbæk har i de senere år oplevet en markant vækst, hvilket gør området til et attraktivt valg for dem, der ønsker både det urbane liv og nærheden til naturen. Attraktivt især blandt familier og købere, der er på udkig efter rækkehuse med en attraktiv beliggenhed tæt på København. FOTO: Sara Skaale-Siagian

I Lyngby-Taarbæk er boligmarkedet i kraftig fremgang. Nye tal fra Boligsiden viser, at salgspriserne for villaer og rækkehuse i kommunen er steget med hele 7,4 % fra februar 2024 til februar 2025, en udvikling, der ser ud til at fortsætte ind i det nye år. Til sammenligning er salgspriserne på landsplan steget med 5,2 % i samme periode.

Hvis man kigger et år tilbage, er det tydeligt, hvor kraftig fremgangen har været. Der har overordnet været mange fremvisninger, handler og til stigende priser.
Henrik Hauthorn, senior kommunikationskonsulent hos Home.

Ifølge de nyeste tal fra Boligsidens Markedsindeks er salgspriserne på det danske boligmarked steget i marts måned og det gælder både villaer og rækkehuse, ejerlejligheder samt sommerhuse. Det er især priserne på huse, der nu nærmer sig det hidtidige topniveau fra coronaperioden i juni 2022.

– Ejerlejlighederne halter lidt efter, men villaer/rækkehusene stiger i salgspriser og markant i udbudspriser. Det forekommer oftest når der mangler rækkehuse til salg, så prøver man nogle højere priser, fordi hvis de ryger så hurtigt og når køberne ikke køber med det samme, så er det bare nogle andre der slår til, lyder det fra Line Buus, daglig leder og ejendomsmægler hos Nybolig i Lyngby-Taarbæk. 

Læs også:Ekspert: Nedgang i boligpriser skyldes ikke finanskrisen

De gennemsnitlige salgspriser for villaer og rækkehuse i Danmark ligger nu på 17.821 kr. pr. kvadratmeter, fremgår det af marts-opgørelsen fra Boligsiden. Det svarer til en månedlig stigning på 1,0 procent, og priserne er 5,7 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

Med denne forårsstigning mangler der blot 68 kr. pr. kvadratmeter før huspriserne matcher rekorden fra juni 2022, hvor markedet toppede under coronapandemien, viser Boligsidens markedsindeks.

Gennemsnitlige salgspriser for villaer og rækkehuse opdelt på landsdele (marts 2025)

  • Byen København 50.942 kr. per.km
  • Københavns Omegn 39.692 kr. per.km
  • Nordsjælland 30.128 kr. per.km
    KILDE: Boligsiden.dk

Følger hovedstadens puls

Boligmarkedet i Lyngby-Taarbæk følger i høj grad udviklingen i Københavns Kommune, viser data fra Boligsiden. Pristendenser, efterspørgsel og købsadfærd i hovedstaden har historisk haft stor indflydelse på nabokommunerne, og det er ingen undtagelse i 2025, fastslår Mads Christiansen, Ejendomsmægler i Nybolig, Lyngby.

I grafikken her kan du se udviklingen på boligmarkedet. Artiklen fortsætter efter grafikken.

– Det er et mønster, vi ser igen og igen. Hvad end der sker i Københavns Kommune, sker seks måneder senere i Lyngby-Taarbæk, forklarer Mads Christiansen, Ejendomsmægler i Nybolig, Lyngby.

Læs også:Farvel og tak til København

Nye tal viser, at salgsprisen pr. kvadratmeter i Lyngby-Taarbæk kommune er steget med over 10 procent siden begyndelsen af 2025.

Ved årsskiftet lå kvadratmeterprisen på omkring 48.000 kroner, men den har nu rundet 54.000 kroner. Det fremgår af nye data, der dokumenterer en tydelig og stabil prisvækst gennem årets første måneder.

Udviklingen vidner om fornyet interesse for boligmarkedet i Lyngby-Taarbæk, særligt blandt familier og købere, der søger efter rækkehuse med god beliggenhed tæt på København og grønne områder.

Frygt for tilbagegang

Selvom boligmarkedet foreløbig holder kursen, er der betydelig nervøsitet i kulissen. Verdensøkonomien er præget af usikkerhed, og aktiemarkederne bløder. Alligevel ser det ud til, at boligkøbere stadig har tillid til murstenene. 

– Efterspørgslen er høj, selvom vi står på økonomisk usikker grund. Vi ved ikke rigtig, hvad der sker lige nu , det afhænger meget af, hvad Trump finder på, siger Henrik Hauthorn Jensen, kommunikationskonsulent hos Home.

– Når aktiemarkedet er så usikkert som nu, søger investorerne ofte mod mere sikre investeringer, som for eksempel de lange boligrenter, vi så under Corona. I takt med verdenssituationen faldt renten netop der, og i øjeblikket er det svært at forudse, hvad der vil ske fremadrettet, fortsætter Henrik Hauthorn.

Læs også: Ny rapport: Coronavirus risikerer at sende flere almene boligområder på ghettolisten i 2021

I samme takt pointerer Mads Christiansen, Ejendomsmægler i Nybolig, Lyngby, at på trods af den økonomiske usikkerhed er der endnu ingen tegn på, at boligkøberne trækker sig.

– Det er svært, på nuværende tidspunkt, at vurdere noget. Hvis uroen dog begynder at præge, kan det skabe frygt for tilbagegang i boligmarkedet, afslutter han.

Midt i optimismen lurer bekymringen for, hvad der kan ske, hvis den økonomiske uro for alvor spreder sig til boligmarkedet og Mads Christensen udelukker ikke at det er en risiko.

– Det er røde lamper overalt. Aktierne bløder, og hvis virksomheder begynder at skære ned på investeringer og arbejdspladser, vil vi helt sikkert mærke det i boligmarkedet, siger Mads Christensen.

Sådan gjorde vi: Journalisten undersøgte udviklingen på boligmarkedet i forlængelse af det faldende aktieindeks. Der blev foretaget telefoninterviews med en kommunikationskonsulent hos Home samt med ejendomsmæglere i Lyngby-Taarbæk Kommune. Derudover blev der indsamlet data fra Boligsiden.dk’s kvartalsopgørelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published.