Sct. Mariæ Kirke i Helsingør slår dørene op for Drop-in dåb

Sct. Mariæ Kirke i Helsingør

Hvis du nogensinde har besøgt Sct. Mariæ Kirke, har du formentlig haft en følelse af at være et skridt tættere på middelalderen. Sct. Mariæ Kirke stod færdigbygget lige inden reformationen, helt tilbage i 1485, en tid hvor kirken som institution fyldte en væsentligt større del af den almindelige borgers liv, end den gør den dag i dag. Ifølge Danmarks Statistik er der sket et fald på 31% i antallet af døbte i Danmark fra 2006 til 2023.

Fakta om Drop-in dåb i Sct. Mariæ Kirke

  • Den næste Drop-in dåb vil blive afholdt den 13. april kl. 11-13.
  • Adressen er Sct. Anna Gade 38, 3000 Helsingør.
  • Sct. Mariæ Kirke afholder Drop-in dåb to gange årligt, én gang om foråret og én gang om efteråret.
  • Uanset alder og bopæl kan man blive Drop-in døbt i Sct. Mariæ Kirke.
  • Man skal medbringe et gyldigt billed-ID, hvis man ønsker at blive døbt.
  • Efter dåben vil kordegnen underskrive og udlevere en dåbsattest.
  • Børn under 18 år skal have forældres samtykke.
  • Du kan komme alene eller sammen med andre.

Et alternativ til fadølsanlæg og brunch i haven
Hvis du spørger sognepræst Sigurd V. N. Stubbergaard, som har sin daglige gang i Sct. Mariæ Kirke og tidligere har stået for flere Drop-in dåb, bør et medlemskab i kirken ikke kræve en storslået fest.

– Drop-In dåben henvender sig til mennesker, som igennem lang tid, måske endda adskillige år, har tænkt, at de gerne vil døbes, men ikke lige kan finde den rigtige anledning. Også fordi dåben i et vist omfang er blevet til sådan en stor familiebegivenhed med fadølsanlæg og brunch i haven. Og det behøver det slet ikke at være, siger Sigurd V. N. Stubbergaard.

En Drop-In dåb lyder unægtelig som en noget mere praktisk løsning, hvis man ønsker smutvej til et medlemskab i folkekirken. Sigurd V. N. Stubbergaard understreger, at Drop-In dåb ikke er et tiltag, som er blevet taget for at hverve flere medlemmer til kirken. Han oplever derimod et behov blandt befolkningen og anslår, at 20-30 personer årligt vælger en Drop-in dåb fremfor en traditionel dåb i Sct. Mariæ Kirke.

– Lige om lidt har vi konfirmationer. De konfirmander, som ikke er blevet døbt, hvilket jo er en forudsætning for konfirmationen, har også mulighed for at deltage i Drop-in dåb. Igennem de år, hvor jeg har haft Drop-in dåb, har jeg haft en god håndfuld konfirmander, der har valgt denne mulighed. Ellers vil jeg sige, at størstedelen af dem, der bliver døbt ved Drop-in dåb, faktisk er voksne mennesker, siger Sigurd V. N. Stubbergaard.

Læs også: Drop in-dåb hitter: »Der er på ingen måde tale om en sekunda-dåb, hvis nogen skulle tro det«

Ikke desto mindre højtideligt
Sørine Godtfredsen, som er sognepræst i Valby, har som journalist og forfatter fortalt om teologiske syn gennem blandt andet podcasts og sin seneste bog ”Livskraft”. Hun har tidligere frygtet, at konceptet Drop-in dåb ville resultere i en uformel handling, som kunne medføre mindre respekt omkring kirkerummet. Nu har hun ændret mening.

– Jeg synes at Drop-in dåb er en god idé. Jeg var oprindeligt meget skeptisk, fordi jeg frygtede, at det ville underminere dåbshandlingen og blive for useriøst. Efter at have oplevet det nogle gange, må jeg bare erkende, at det slet ikke er tilfældet. Det foregår i virkelig smukke, højtidelige rammer og folk tager det meget alvorligt. Der opstår en særlig andagt i forløbet, som man deltager i. Så jeg synes, at det er en god idé, nu da jeg har set det i praksis, siger Sørine Godtfredsen.

Læs også: Drop-in bryllup: Fastfood eller velsignelse?

Forventningerne til i morgen
I morgen er det Linda Rönnows debut som præst til en Drop-in dåb i Sct. Mariæ Kirke. Selvom det er første gang, at hun skal fungere som præst til en Drop-in dåb, har hun nogle forventninger til, hvordan dåben vil forløbe i praksis.

– En Drop-in dåb adskiller sig ved, at jeg ikke har lange samtaler med folk. Det kan man jo dårligt have, men selvfølgelig snakker jeg stadig med dem. Normalt ville jeg holde en kort tale under en gudstjeneste, adressere familien og selvfølgelig også de andre til stede. Det gør jeg heller ikke her. Det er rent og skært ritual. Så på den måde er det mere spartansk end en planlagt samtale, siger Linda Rönnow.

For Linda Rönnow er en Drop-in dåb ikke mindre højtidelig end en traditionel dåb. Hun oplever, at mennesker, som vælger dette alternativ, har et stille og naturligt forhold til kirken.

Leave a Reply

Your email address will not be published.