Har du fejret din halvtreds års fødselsdag, så er der en god chance for, at din ansøgning ender i chefens skraldespanden
Denne tendens ønsker den frivillige organisation Senior Erhverv Danmark at gøre noget ved.
»Senior Erhverv Danmarks formål er at bringe arbejdsløse på 50+ i arbejde og give dem en fornuftig hverdag, så man ikke skal snige sig langs murerne, fordi man er arbejdsløs,« siger Finn Hørlyck, bestyrelsesmedlem i Senior Erhverv.
Senior Erhverv har som målsætning at få så mange ledige seniorer tilbage på arbejdsmarkedet og af den offentlige forsørgelse. De har 1700 medlemmer, og sidste år kom 690 af disse tilbage på arbejdsmarkedet.
Ældre skal skabe dynamiske arbejdspladser
Seniorkonsulent i Ældresagen, Peter Halkjær mener, at den stigende tendens til at skrotte de ældres ansøgninger må dreje sig om nogle misforståelser. Han mener, at det må dreje sig om, at nogle chefer har en fejlagtig opfattelse af samspillet imellem yngre og ældre kollegaer.
»Det de fleste undersøgelser viser er, at et godt mix af både alder og køn og erfaringsgrundlag det er i virkeligheden, noget af det mest positive der findes. Jo mere sammensat en arbejdsstyrke er, jo mere dynamik,« siger Peter Halkjær.
Når golfklubben ikke giver mening
Finn Hørlyck har selv rundet de 70 og er stadig erhvervsaktiv. Han arbejder hos forsikringsselskabet Codan som senior mødebooker.
»Arbejdet er en del af ens stolthed, og det er også noget med, at når man kommer ind på arbejdet, så har man ligesindede, man taler med. Det netværk det forsvinder simpelthen, når ikke man er på arbejdsmarkedet,« siger Finn Hørlyck.
Han fortæller, at mange af de ældre uden arbejde har svært ved at affinde sig med at der ikke længere er brug for dem. Der er mange, der ikke har forberedt sig på at være seniorer uden arbejde
»De har bredere interesser end golfklubben og at gå i teatret,« siger Finn Hørlyck.
Læs mere: