Af Clara Wasehuus, Kasper F. Nielsen og Mads Carlsson
– Jeg lå på køkkengulvet. Bækkenbrud og en stor muskel var revet over. Klokken var 23:30. Der var kommunen søde at komme og hjælpe.
Sådan fortæller 85-årige Sofie Ejstrup fra Ballerup, der efter en ulykke i 2018 brugte sit nødkald til at ringe efter hjælp.
Ifølge Ballerup Kommunes retningslinjer er borgerne blandt andet berettiget til nødkald, hvis de har en varig lidelse eller funktionsnedsættelse, der kræver hurtig hjælp. Et nødkald er en måde, hvor borgeren hurtigt kan alarmere kommunen på.
Det er ikke rart, at folk er bange og utrygge
Lolan Marianne Ottesen (S), Formand for Social- og sundhedsudvalget i Ballerup
Derudover skriver kommunen, at borgere, der er i risiko for at falde flere gange uden at være i stand til at rejse sig op, få tildelt nødkald.
Da Sofie Ejstrup ikke er faldet i to år, står hun nu til at miste sit nødkald på grund af de nuværende retningslinjer. Hun er dog ikke den eneste.
Læs også Ældresagen roser Københavns Kommune i nøglesag
Seniorrådet i Ballerup Kommune, der varetager de ældres interesser, oplever, at kommunen fratager en række ældre deres nødkald.
De mener, at det er at gøre sig til herre over folks helbred, når kommunen fratager nødkaldene.
Hvem kan få et nødkald?
-
- Bevillingen af nødkald behandles i henhold til Serviceloven §112
-
- Personer med varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Personer med terminalt sygdomsforløb med brug for sundhedsfaglig støtte inden for en 1/2 time.
- Personer med faldudredning fra lægen eller kommunen efter gentagende fald
Kilde: Ballerup Kommune – Kvalitetsstandard for nødkald (2018)
– Jeg synes, at kommunen burde opretholde den tildeling af nødkald, de har givet. Dem, som har fået, skal have lov at beholde. Kommunen tager den tryghed, der er i nødkaldet fra de ældre, siger Henning Broman, næstformand i Seniorrådet og formand for Ældre Sagen i Ballerup.
I april var 313 borgere fra Ballerup Kommune tildelt et nødkald. Det koster kommunen 4.500 kr. årligt for hver borger, der har et nødkald, oplyser Silje Pia Heidner Amholt, leder af visitation og vejledning for afgørelse og hjælpemidler i Ballerup kommune.
“Kommunens fornemmeste opgave”
Social- og sundhedsudvalget i Ballerup anerkender problemet og Seniorrådets bekymring.
– Mange ældre har kontaktet mig og været bundulykkelig over at miste deres nødkald. Det er ikke rart, at folk er bange og utrygge. Jeg synes, at man skal have muligheden for en nødalarm, hvis det kan være tryghedsskabende, siger formand Lolan Marianne Ottesen (S).
Læs også: Ensomme førtidspensionister: Mange forlader ikke hjemmet medmindre det er nødvendigt
En af de utrygge ældre er Sofie Ejstrup. Hun står til at miste sit nødkald den første juni og forstår ikke kommunens prioriteringer.
– Uden et nødkald vil jeg være rædselsslagen, når jeg går i bad. Det burde være en af kommunens fornemmeste opgaver, at sørge for at de ældre er trygge. Jeg kan slet ikke fatte, at de ikke regner det for noget, siger hun.
Sofie Ejstrup, der har boet i kommunen i 58 år, har været glad for sit nødkald. Det har skabt tryghed for hende, siden hun var 70.
Nye retningslinjer på vej
Ballerup Kommune foretager en individuel vurdering af hver borger i samarbejde med en læge, inden de fratager nødkald.
Ifølge Seniorrådet er retningslinjer for tildeling og fratagelse af nødkald er for skrappe. De mener, at kommunen bør genoverveje deres retningslinjer.
– Jeg forstår, at kommunen ikke give alle over 80 år et nødkald. I Seniorrådet synes vi dog, at man skal være mere large med de ældres nødkald, siger Henning Broman.
Læs også: Ældreråd i Halsnæs i bøn til kommunen: Prioriter nu midlerne anderledes!
I Ballerup Kommune imødekommer man kritikken fra Seniorrådet og vil nu lempe retningslinjerne.
– Vi vil gerne kunne give tilbuddet til de ældre, der ikke har haft mulighed for nødkald før, og samtidig undgå at tage det fra flere. Vi vil gerne sikre den livskvalitet for alle vores ældre, siger Lolan Marianne Ottesen (S).
Kommunen er nu i gang med at udvide gruppen af ældre, der er berettiget til nødkald.
“En stor kommunal opgave”
Lolan Marianne Ottesen (S) understreger samtidig, at kommunen tilbyder alternative løsninger til de borgere, der får frataget sit nødkald.
– Vi hjælper med at holde ældre i gang så længe som muligt med hjemmegymnastik. Vi tilbyder desuden rollatorer og vejledning i, hvordan man selv kan købe hjælpemidler. Det, synes jeg, er en stor kommunal opgave, siger Lolan Marianne Ottesen (S).
Hos Seniorrådet ser man positivt på de alternative løsninger, men vil fortsat følge med i, hvordan retningslinjerne for nødkald udvikler sig.
Sådan gjorde vi:
Idéen udsprang af Seniorrådets sagsfremstilling (Punkt 8 spørgsmål vedr. bevilling af nødkald) fra Ballerup Kommunes dagsorden d. 19/05-2020. Henning Broman, næstformand i Seniorrådet og formand for Ældre Sagen i Ballerup, satte os i forbindelse med Sofie Ejstrup. Herefter foretog vi et telefonisk interview med formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ballerup, Lolan Marianne Ottesen (S). De oplysninger og tal, der var tilgængelige om nødkald, blev indhentet fra Silje Pia Heidner Amholt, leder af visitation og vejledning for afgørelse og hjælpemidler i Ballerup kommune.