På fredag er det 1. april, og her giver vi dig gode råd til, hvordan du mest effektivt tager røven på dine venner
Årets eneste virkelig gyldige grund til at stikke en løgn på arbejdspladsen eller til kæresten nærmer sig. På fredag er den 1. april.
Vi har fået humorekspert Peter Borberg til at give et bud på, hvordan du stabler en vellykket aprilsnar på benene.
Du skal overraske
Når du forbereder din aprilsnar, skal omdrejningspunktet ikke være for kedeligt. Det er for eksempel mere overraskende at bilde nogen ind, at du har fået lavet en piercing i de ædlere dele end et hul i øret.
”Overraskelsesmomentet er essentielt i forhold til humor. Vi har en forventning om, at noget er på en bestemt måde, og pludselig bliver vi overraskede, når der sker noget andet. Det er der, det bliver sjovt,” siger Peter Borberg.
Dog er det vigtigt, at din aprilsnar skal kunne være sand.
”Ren fantasi er alt for karikeret og overdrevet, den skal bindes op på noget, som vi genkender, den skal på mange måder være aktuel og vedkommende og ikke kamme over,” siger Peter Borberg.
Joken skal være aktuel
En god idé er at finde på en joke, der er vedrørende enten i forhold til dit offer eller i forhold til den almene samfundsinteresse.
”Historien om Holger kan tage en helt ny drejning, måske kunne han berette om et eller andet vildt, han har oplevet derude i nattens mulm og mørke, eller man kunne lave en fodboldhistorie om, at FCK har købt Messi,” siger Peter Borbjerg.
Nogle jokes er sikre vindere næsten hver gang.
”Jokes er tit sjove, når de handler om magthaverne eller autoriteter, fordi de fortjener det. Eksempelvis kunne man lave en joke om, at Birthe Rønn Hornbech har skiftet parti, eller at en eller anden kendis stiller op som spidskandidat for Liberal Alliance for eksempel Carl-Mar Møller,” siger Peter Borberg.
Undgå død og ulykke
Nogle emner skal du dog holde dig langt væk fra, hvis du vil lave en sikker og sjov aprilsnar.
”Det ville være upassende at lave en kæmpe joke med tsunamien i Japan og et atomkraftværk, der lækker. Nogen ting er først sjove, når de kommer på afstand,” siger Peter Borberg.
Potentielle løgne om sygdom og død er upopulære blandt de fleste, og du gør klogt i at undgå de mest betændte emner, når du brainstormer på din joke.
”Humoren har svære kår, hvis man gør grin med noget samtidig med, at der ligger lig i gaderne, det virker upassende,” Peter Borberg.
Læs også:
One Response to "Sidney Lee stiller op for Liberal Alliance"