Singleliv trumfer tosomhedens trummerum

Det er efterhånden ved at være mere funky at være fri end forlovet. Folk gider ikke længere blive gift.

Det er efterhånden ved at være mere funky at være fri end forlovet. Folk gider ikke længere blive gift. Parterapeut peger på den moderne singletilværelse som en af grundende til, at vi dropper at sige "ja" i kirken.

Villa, vovse og volvo er ikke længere noget, der tænder danskerne. I hvert fald ikke hvis man kigger på de nyeste tal fra Danmarks Statistik, der viser, at der i 2010 er foretaget 31.000 vielser. Det er det laveste tal i 20 år, og det er der især en grund til ifølge psykolog og parterapeut Jacob Mosgaard

»Der er også sket en anden stigning i samme tidsperiode, og det er en stigning i antallet af singler. Folk der vælger ikke at blive gift, og som synes at det er helt fint. Det er i de sidste par år blevet trendy. Og det tror jeg også hænger sammen med et anderledes syn på, hvordan et godt liv skal være,« siger han

Det gode liv forudsætter altså ikke en besmykket ringefinger, men det betyder ikke, at alle er singler.

»Der er flere og flere, der tænker, at kærlighed ikke er lig ægteskab. Vi kan jo sagtens være sammen alligevel. Vi kan bo sammen, og vi kan få børn sammen« siger Jacob Mosgaard

Festen kommer efter krisen

Andre eksperter mener, at det er en skrantende økonomi, der gør, at vi venter med drømmebrylluppet. 

»Arbejdsløshedskrisen er kommet ret pludseligt, og den kan godt betyde, at der er nogle, der venter med at stifte familie og så udsætter det med brullyp« siger Mogens Christoffersen forsker i sociologi ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Et faktum, der viser, at det ikke længere er en økonomisk afhængighed, der styrer vores ønske om ægteskab. 

»Hvis vi rejste 100 år tilbage i tiden, og der var økonomisk krise, så ville det jo lige præcis være der, folk blev gift, fordi at så var der en økonomisk nødvendighed i det.  Efter at kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, er det ikke ligeså nødvendigt, begge parter tjener jo deres egne penge,« siger Jacob Mosgaard

Færre bliver skilt

Selvom danskerne er mindre giftelystne end før, viser de nye tal også, at færre par bliver skilt.

I 2010 blev 14.460 par skilt, og halvdelen af disse skilsmisser var par, der havde været gift i ni år eller mindre.

Den farligste tid er efter tre års ægteskab, hvor der er den største forekomst af skilsmisser.

 

Læs også

Danskerne springer brylluppet over

Doku-soap om superkræsne singler er kønsløs plastikpop