Skraldespandene bugner i påsken

Indkøbsvogn
Ifølge John Køppler vil supermarkederne smide rigtig meget mad ud i påsken.
Foto: MorgueFile

I påsken propper danskerne køleskabene til bristepunktet for at kunne mæske sig i flere forskellige retter ved påskebordet. Supermarkederne forsøger at imødekomme danskernes købelyst ved at have nok varer på hylderne, men påskens helligdage betyder, at meget af det mad, som ikke bliver solgt, ender i skraldespanden.

Overblik: Her er skraldespandene fyldte i Århus

Mest spild onsdag 

Onsdag før påske er en af de travleste dage om året for supermarkederne. Butikkerne gør meget for at nedsætte madspildet, men helligdagene gør det svært at beregne, hvor meget mad der skal bestilles hjem.

Madspillet opstår, fordi forbrugerne forventer, at de kan få to liter mælk, når de går ned i Fakta klokken fem minutter i otte, onsdag aften.
John Køppler, driftchef i Fødevarebanken

Hos non-profit organisationen, Fødevarebanken, forventer man, at der vil blive smidt mere mad ud i påskeugen end normalt. Derfor indsætter organisationen flere biler i påsken for at samle så mange af de kasserede madvarer ind som muligt.

– Vi er ved at undersøge, om vi skal køre nogle ekstra ture lige præcis onsdag. Lige nu har vi to ture om morgenen, to om eftermiddagen og en om aftenen. Vi har diskuteret, om man skulle have flere ekstra ture, siger driftschef i fødevarebanken, John Køppler.

Læs også: Påsken er højtid for madspild

Han mener, at den store mængde af madspild i påskeugen blandt andet skyldes de høje forventninger, som forbrugerne har til supermarkederne. Folk hamstrer madvarer, fordi de tror, at jorden går under, når butikkerne holder lukket i helligdagene.

– Madspillet opstår, fordi forbrugerne forventer, at de kan få to liter mælk, når de går ned i Fakta klokken fem minutter i otte, onsdag aften, siger John Køppler.

Strækker sig over hele påsken

Madspildet er ikke kun fokuseret omkring onsdagen. Ifølge John Køppler er det specielt i dagene efter påske, at der vil være mange datovarer i supermarkederne. Det skyldes, at supermarkederne mange steder skruer forventningerne for højt op i forhold til salget af varer. Han forventer derfor, at mange supermarkeder vil generere større svind end normalt.

– Forbrugeren har en forventning om, at når man handler ind lørdag, så kan man stadig få alt. Derfor vil der være mange varer, som begynder at løbe på dato i ugen efter påske, siger John Køppler.

Læs også: Sådan undgår du racer-røv i Påskeferien

Vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, afviser ikke, at der vil blive smidt mange madvarer ud onsdag aften, men han mener ikke, at supermarkederne har et særligt problem med svind i påsken.

– Onsdag vil nok være en dag, hvor der isoleret set godt kan ryge flere varer i containeren, men hvis man holder det op imod, at der ikke bliver smidt nogen varer ud torsdag og fredag, så tror jeg ikke, at påskeugen er en særlig stor uge udsmidningsmæssigt, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Supermarkeder benægter madspild

Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, mener heller ikke, at man i Coops butikker vil smide ekstra mange madvarer ud i forbindelse med påsken.

– Vi ser på, hvad vi plejer at sælge og korrigerer efter det i planlægningen af vores indkøb. Vi gør os meget umage med ikke at smide noget ud, da det er vores egne penge, som vi smider ud, siger Jens Juul Nielsen.

John Køppler er skeptisk over for denne udtalelse. Han mener, at mange af de store supermarkeder ikke er villige til at indrømme madspild på grund af konkurrencemæssige hensyn. Han har af erfaring set hvor meget mad, supermarkederne smider ud i påsken.

– Både Coop og Dansk Supermarked har i mange år sagt, at de ikke har noget madspild. Men hvis de ikke har noget skrald, er det bare svært at forklare, hvorfor så mange skraldere kan komme i deres skraldebøtter og gøre en god fangst. I så fald kunne de lige så godt lade være med at have skraldebøtter stående, siger John Køppler.