Skuespillerfaget er populært på trods af økonomisk usikkerhed

Mathilde satser på en skuespilkarriere, selvom der er risiko for arbejdsløshed. Foto: Sara Preuss Justesen

På trods af at langt de fleste skuespillere vil opleve af stå i en utryg økonomisk situation i løbet af deres karriere, er skuespilskolerne stadig meget populære. En ny undersøgelse af scenekunstneres arbejdsliv, der blev foretaget blandt Dansk Skuespillerforbund af Megafon i oktober 2016, viser, at hovedparten af skuespillere kan have op til 10 forskellige jobs i løbet af et år, hvorimod størstedelen af danskere er ansat det samme sted i 10 år. I perioden mellem jobs, er skuespillere altså afhængige af deres dagpenge – noget der gør, at 38 procent af medlemmerne finder deres økonomiske situation utryg, og derfor overvejer at droppe faget.

Alligevel er der hvert år ca. 700 ansøgere på hver af de tre statsfinansierede skuespilskoler, hvoraf kun 2 % kommer ind. Mathilde Lærke Hansen er et eksempel på en ung kvinde, der gerne vil være skuespiller på trods af udsigterne til arbejdsløshed. Og ifølge den 22-årige nordsjællænder var det tanken om at fortryde, hvis hun ikke gav det et skud, der spillede mest ind. Hun valgte derfor at søge ind på Københavns Film og Teaterskole på Nørrebro, en uafhængig og selvfinansieret skuespilleruddannelse.

– Idéen om at tænke tilbage som 60-årig og fortryde nogle af de valg man ikke tog, og tanken om at jeg rigtig gerne vil være tilfreds, når jeg engang går på pension, gav mig mod på at give det et skud. Fordi skuespil ligger tæt på mit hjerte, gav det mening at prøve at søge ind. Og så gik jeg til optagelsesprøven helt uden forventninger, men med tanken om, at så har jeg i det mindste gjort noget for at få min drøm opfyldt, forklarer Mathilde Lærke Hansen

Frygt for arbejdsløshed må ikke blive en blokade
Som skuespilstuderende er udsigterne til arbejdsløshed, og lange perioder på dagpenge, en realitet. Men dette er ikke noget Mathilde Lærke Hansen vil fokusere for meget på, før hun rent faktisk skal ud på arbejdsmarkedet.

Hvis du kun er halvhjertet i det, kan du ikke komme videre. Du bliver nødt til at give dig selv fuldstændigt. Jo mere jeg fejler på skolen, jo mindre bliver jeg bange for det. Og jeg ved at der kommer tidspunkter, hvor jeg bliver afvist, og hvor jeg ikke får de roller jeg gerne vil have.
Mathilde Lærke Jensen

– Det kan blive en blokade for mig, hvis jeg fokuserer for meget på det aspekt lige nu. Det kan gøre, at jeg ikke kan koncentrere mig om mit studie, så jeg ikke bliver dygtig nok til rent faktisk at få jobs, så det har jeg ikke råd til lige nu, siger hun, mens det ellers så sikre blik flakker en smule.

Mathilde Lærke Jensen mener, at der kan være en kultur af unge, der ikke er realistiske, når de drømmer om en karriere som skuespiller. Og hun ved, at det kræver mere end drømme at nå derhen.

– Hvis du kun er halvhjertet i det, kan du ikke komme videre. Du bliver nødt til at give dig selv fuldstændigt. Jo mere jeg fejler på skolen, jo mindre bliver jeg bange for det. Og jeg ved at der kommer tidspunkter, hvor jeg bliver afvist, og hvor jeg ikke får de roller jeg gerne vil have, siger Mathilde Lærke Jensen og fortsætter

– Man bliver nødt til at tage nogle lortejobs for at komme videre. Men al den erfaring jeg får, også i de små roller, er det der gør, at jeg måske kan score de store roller, siger hun.

Læs også: Kvindelig jobsøgende: Barsel er ikke gavnligt, hvis man vil have en karriere