Nu kan du sluge en pille og bekæmpe din overvægt med samme effekt som normale ballon-operationer. Bare uden kirurgiske indgreb og bedøvelse.
Det skriver det amerikanske medie NBC News, efter forskere fra USA i sidste uge kunne præsentere ballon-pillen “Elipse”, der optager plads i mavesækken og giver en vedvarende mæthedsfornemmelse, så patienten spiser mindre.
Professor og leder af Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital, Tina Vilsbøll, mener, at ballon-pillen er interessant.
– Vi arbejder rigtig meget med spørgsmålet om, hvad det egentlig er, der styrer appetitten, og hvad der går galt, når folk spiser for meget. Vi er altid åbne overfor nye idéer, og det her er en meget interessant idé, fordi den går ind og udvider mavesækken og frigiver nogle hormoner, som har betydning for appetitregulationen, siger Tina Vilsbøll, der er ekspert i overvægt, diabetes og hormonsygdomme.
Læs også: Novo Nordisk søger alternativ til fedmeoperation
Når pillen er slugt, folder den sig ud og bliver til en ballon i patientens mavesæk. Ved hjælp af et smalt kateter kan lægen fylde ballonen med væske, hvilket nedsætter patientens fornemmelse af sult. Kateteret fjernes med det samme, og efter fire måneder pakker ballonen sammen af sig selv og udskilles gennem tarmsystemet. Ifølge firmaet bag Elipse, Allurion Technologies, skulle ballonpillen kunne indføres i løbet af en almindelig lægekonsultation.
Dermed er der tale om en behandling, der sammenlignet med f.eks. gastric bypass-operationer er langt mindre tidskrævende.
– Vi står overfor en koloenorm udfordring med overvægt og diabetes som konsekvens af overvægt. Så vi skal tænke kreativt og alternativt.
Tina Vilsbøll, ekspert i overvægt og diabetes
Der skal mere viden til
Det vurderes, at det kommer til at tage flere år, før Elipse godkendes til det amerikanske sundhedssystem, skriver NBC News. Tina Vilsbøll påpeger også, at det kræver mere viden om behandlingen, før man kan vurdere, om den kan blive en gevinst for patienter og sundhedssystemet i Danmark.
– Hvis du har en effektiv, sikker behandling, som ikke er for dyr, så er det altid interessant for den enkelte patient og for samfundet som sådan, når vi står over for den fedme-epidemi, som vi jo stadig gør, selvom den ser ud til på nogle områder at stagnere, siger Tina Vilsbøll.
Læs også: Ny japansk brille kan få dig til at spise mindre
På trods af interessen for denne nye type fedmebehandling mener Tina Vilsbøll dog, at man skal have langt mere viden om pillens effekter og eventuelle bivirkninger, før man kan vurdere pillens potentiale i det danske sundhedssystem.
– Man må sige, at der skal flere studier til, før man kan sige, om det er noget, der kan overtage markedet i forhold til fedmeoperationer. Det afhænger af effekt, pris og bivirkninger, siger Tina Vilsbøll.
Mange danskere er overvægtige
I Danmark har antallet af fedmeoperationer generelt set været faldende de senere år, og i 2014 blev der i alt foretaget 637 fedmeoperationer. Men fra 2007 til 2010 oplevede man en massiv stigning svarende til omkring 246 procent, og især de private klinikker gennemførte i denne periode mange gastriske bypass-operationer.
Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut.
Faldet kan ifølge Tina Vilsbøll hænge sammen med, at man har indført skærpede krav overfor patienterne, før de får en fedmeoperation.
– Som samfund bliver vi nødt til at lave en indsats overfor fedme- og diabetesbehandling, for vi har ikke råd til at lade være.
Tina Vilsbøll, ekspert i overvægt og diabetes.
Samtidig viser tal fra Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, at store dele af den danske befolkning er enten svært eller moderat overvægtige. Tallene, som er fra 2013, viser, at problemet er størst med de danske mænd, hvor hele 54,3 % er svært eller moderat overvægtige. Det samme gjorde sig gældende for 40,7 % af de danske kvinder.
Tallene har næsten ikke ændret sig siden 2010, og ifølge Tina Vilsbøll udgør overvægt og diabetes et problem, som kræver stor opmærksomhed og nytænkning.
Læs også: Grafik: Se hvorfor fedme er livsfarligt
– Vi står overfor en enorm udfordring med overvægt og diabetes som konsekvens af overvægt. Så vi skal tænke kreativt og alternativt, og alle nye potentielle behandlinger er altid interessante, siger Tina Vilsbøll og påpeger, at der er mange komplikationer forbundet med overvægt, såsom lavere levealder, flere sygedage og tidligere pensionsalder.
– Som samfund bliver vi nødt til at lave en indsats overfor fedme- og diabetesbehandling, for vi har ikke råd til at lade være, siger Tina Vilsbøll.
Den må ikke blive en “bikini-pille”
I USA anslår man, at “Elipse” kommer til at koste patienten et sted mellem 6.000 og 12.000 dollars, hvilket svarer til omtrent 41.000 til 83.000 danske kroner. I USA ser behandlingen ikke ud til at blive omfattet af den offentlige sygesikring, og i Danmark bør man også gøre sig nogle tanker om, hvor let patienternes adgang til behandlingen skal være.
Læs også: Slankekure giver en følelse af kontrol
– Det kommer igen an på effekten og bivirkningerne. Der skal selvfølgelig være nogle restriktioner, så vores anorektikere ikke begynder at bruge den her pille for ikke at spise. Det må ikke blive en “bikini-pille”, siger Tina Vilsbøll, der påpeger at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvordan adgangen til pillen eventuelt vil komme til at se ud, hvis den kommer til Danmark.