Sen aftensmad eller en lille snack til den sene aftenfilm, inden man skal se dyner, er noget alle kender til. Men det går ud over din søvn.
– Nedbrydning af mad tager timer, og fordøjelsestiden afhænger af, hvilken slags mad du har indtaget. Hvis der er for meget mad i din mavesæk eller tyndtarm, tager fordøjelsen energien fra din restituering, siger kostvejleder og opstarter af diætistuddannelsen på VIA University College i Århus, Hanne Henrich.
Når energien går til fordøjelse og ikke til restituering, ødelægger det din søvn, fordi du ikke slapper nok af, og ikke falder i helt dyb søvn.
Hos Foreningen af Danske Kliniske Diætister mener de også, at sen aftensmad og aftensnacks har en negativ effekt på søvnen.
– Rent velvære-mæssigst bliver din søvn forstyrret, hvis maven arbejder i mens du sover. Det, der sker, er, at blodet strømmer til maven, og du bruger energi på at fordøje, siger formanden for Foreningen af Danske Kliniske Diætister Stine Wendelboe.
Læs også: Overvægtige overspisere får ikke diagnose
Mad gør dig træt
Men et stort måltid kan gøre dig træt og sløv, igen fordi energien går til fordøjelsen.
– Du går jo ikke ud og løber en tur, lige efter du har spist. Et normalt måltidsmønster, hvor du ikke spiser for sent, og når at fordøje inden du skal i seng, er derfor bedre for din søvn, siger lektor ved institut og Idræt på Københavns Universitet Thomas Meinert Larsen.
Derfor skal man, hvis man bliver sulten tæt på sengetid, spise noget letfordøjeligt.
– Nøjes med en banan eller en lille skål havregryn med mælk. Du skal i hvert fald ikke indtage noget, der kan få dit blodsukker til at stige, som chokolade eller kaffe, siger kostvejleder Hanne Heinrich.
Lektor Thomas Meinert Larsen påpeger videre, at energien fra for meget mad inden sengetid vil sætte sig på sidebenene i stedet for at blive forbrændt ved fysisk aktivitet.
Læs også: Danskerne er blevet deres egne sundhedseksperter
Et glas rødvin
Alkohol har en beroligende og døsig effekt, men det hjælper ikke på din søvnkvalitet.
– Alkohol i små mængder gør dig træt og døsig, som kan gøre det nemmere at falde i søvn. Men din søvn bliver dårligere, og du vil ikke falde i helt dyb søvn på grund af den energien, der er bundet i alkoholen, siger kostvejleder Hanne Heinrich.
I stedet skal man indtage noget varmt med naturlige sødestoffer, hvis man skal berolige sig selv inden sengetid.
– Drik et glas varm mælk med honning, anbefaler formanden for Foreningen af Danske Kliniske Diætister, Stine Wendelboe.