Skrevet af Trine Vester og Nanna Sofie Pehrson
Forelæsninger på Zoom og ustabile forbindelser på Teams er stadig dagligdagen for mange studerende. De videregående uddannelser er nemlig ikke prioriteret højt i regeringens nye genåbningsplan, der blev forhandlet færdig natten mellem torsdag og fredag, og de studerende må derfor vente med at komme tilbage i forelæsningssalen.
Det giver ikke nogen mening, at man kan få lov at løbe rundt og hoste hinanden i hovedet i idrætsforeninger og på barer
Daniel Panduro (EL), medlem af undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune
Det ærgrer blandt andre Astrid Rose Hegnar, som studerer European Business på Copenhagen Business School (CBS). Hun har svært ved at se en ende på onlineundervisningen. Det er nu over et år siden, undervisningen sidst har kørt efter normalen, hvilket er til stor frustration for de studerende.
– Det er en absurd prioritering, at barerne kan få lov at åbne, men universitetet ikke kan. Jeg vil langt hellere have adgang til et bibliotek end til en bar. Jeg savner campus mega meget. Dagene glider sammen, og lige pludselig skal man til eksamen. Det føles kaotisk, siger Astrid Rose Hegnar, der skal til at afslutte fjerde semester.
Læs også: Corona-nedlukningen har lagt en dæmper på unge ludomaner
Malte Mathies Løcke (S), som er en del af Arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalget i Frederiksberg Kommune, mener, at regeringen har prioriteret rigtigt ved ikke at lade de videregående uddannelser komme i første række.
Få styr på den nye genåbningsplan for videregående uddannelser
-
- Fortsat 20% fysisk fremmøde for studerende i Hovedstadsområdet
-
- 30% fysisk fremmøde for studerende i Nordjylland, Østjylland, Vestjylland, Sydjylland, Fyn samt Vest- og Sydsjælland
-
- 50 % fysisk fremmøde for afgangsstuderende på uddannelser med mange praksiselementer
Kilde: Justitsministeriet
– Alle unge, der ikke kan komme afsted, bliver ramt i en eller anden grad. Men jeg går ud fra, at beslutningen er taget ud fra sundhedsmæssige overvejelser. Jeg kan da synes, at det er en ærgerlig beslutning, men jeg går ud fra, at det er det mest fornuftige. Vi har været igennem det her i et år nu, og derfor kan vi godt klare lidt mere, hvis det er bedst for smitten, siger Malte Mathies Løcke (S).
Enhedslisten: De studerende bør prioriteres
Daniel Panduro (EL), som er medlem af Undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune, forholder sig kritisk til, at de studerende ikke prioriteres i regeringens nye genåbningsplan.
– Det giver ikke nogen mening, at man kan få lov at løbe rundt og hoste hinanden i hovedet i idrætsforeninger og på barer, men at vi ikke må sidde stille i en forelæsningssal med god afstand. Barer og idrætslivet åbner, men de studerende må kun komme hver anden uge, siger Daniel Panduro.
Læs også: Hjælpelinjer: Unge, der i forvejen mistrives, har fået det værre under corona
Daniel Panduro mener, at man bør overveje, hvor lidt de studerende på videregående uddannelser i forvejen er på campus.
– Det giver ikke mening kun at åbne på halv tid, når de fleste studerende i forvejen kun er i skole to dage om ugen, siger Daniel Panduro.
Studerende på CBS: Jeg er slet ikke klar på eksamen
Når studerende Astrid Rose Hegnar er færdig med sin bachelor, har under halvdelen af studietiden foregået fysisk på CBS. Og det hjælper den nye genåbningsplan ikke på:
– Mit tilhørsforhold til CBS er minimalt. Jeg føler ikke rigtig, at jeg er en del af campus, siger Astrid Rose Hegnar.
Hun har eksamen i næste uge, men føler sig på ingen måde godt nok rustet. Hun oplever, at man gennem onlineundervisning ikke har den samme interaktion med lærere og professorer.
– Jeg er slet ikke klar på den eksamen. I nogle fag fungerer det fint, men særligt de intensive økonomifag er man på ingen måde klædt på til, når man kun har siddet derhjemme, siger Astrid Rose Hegnar.
Det er ikke lykkedes NetAvisen at få en udtalelse fra ledelsen på CBS.
Sådan gjorde vi: Journalisterne læste Justitsministeriets officielle aftale om udmøntning af genåbning pr. 21. april 2021, og stillede sig undrende over for de videregående uddannelser ikke blev prioriteret. Derfor valgte de at have fokus på CBS, da det er en videregående uddannelse uden mange praktiske elementer. Journalisterne tog kontakt til en række lokalpolitikere for at høre deres holdninger til genåbningsplanen på uddannelsesområdet. Herefter kontaktede vi en studerende på CBS. Journalisterne forsøgte at få en udtalelse fra ledelsen på CBS, men uden held.