21-årig studerende kan ikke få bolig i København

Louise Tarp Jørgensen synes ikke altid, at det er lige sjovt at bo i Rødovre med sine forældre, når hun studerer i København. Foto: Privat.
Louise Tarp Jørgensen synes ikke altid, at det er lige sjovt at bo i Rødovre med sine forældre, når hun studerer i København. Foto: Privat.

Hver morgen sætter 21-årige Louise Tarp Jørgensen sig op på sin cykel foran sine forældres hus i Rødovre og begiver sig ud på en halv times lang cykeltur til Østerbro i København. Her har hun siden september i år studeret idræt på Københavns Universitet. Hun vil rigtig gerne flytte tættere på sit studie, men efter et års aktiv søgning er hun stadig ikke blevet tilbudt en bolig i København.

Der er ret langt til studiet, små 10 kilometer. Og dårlige muligheder for at tage offentlig transport. Så det bliver til en lang cykeltur hver dag. Efter sådan en tur er man rimelig svedig, når man kommer til studiet
Louise Tarp Jørgensen, studerende på Københavns Universitet

– Der er ret langt til studiet, små 10 kilometer. Og dårlige muligheder for at tage offentlig transport. Så det bliver til en lang cykeltur hver dag. Efter sådan en tur er man rimelig svedig, når man kommer til studiet, begrunder Louise Tarp Jørgensen blandt andet sin utilfredshed med.

5-6 års ventetid på lejligheder

Louise Tarp Jørgensen er ikke den eneste studerende, der har problemer med at finde en bolig i København. Således viser en undersøgelse foretaget af Gallup for Nordea, der blev offentliggjort i sidste uge, at 27 procent af de studerende mellem 18 og 29 år stadig bor hjemme hos forældrene. For to år siden viste samme måling, at tallet dengang kun lå på 20 procent.

Læs også: Boligmangel tvinger studerende til at udlove ulovlige dusører

Louise Tarp Jørgensen er skrevet op i flere andelsboligforeninger og har desuden søgt lejeboliger på internettet. Dog har hun ikke søgt lejligheder længere væk fra København end Vanløse og Valby.

– Der står på ventelisterne, at der kommer til at gå 5-6 år, før jeg bliver tilbudt bolig, fortæller hun.

Hun er godt selv klar over, at det begrænsede søgeområde nok ikke gør muligheden for at få tilbudt en lejlighed større.

Flere studerende bor hjemme

På idrætsuddannelsen på Københavns Universitet oplever Louise Tarp Jørgensen også, at flere af hendes medstuderende stadig bor hjemme.

Flere fra studiet bor i Holbæk, Kalundborg, Taastrup og andre steder langt fra København. De har også store problemer med at finde lejlighed
Louise Tarp Jørgensen, studerende på Københavns Universitet

Læs også: “Forkasteligt” at boligmangel sender studerende på camping

– Der er masser, der bor hjemme. Flere fra studiet bor i Holbæk, Kalundborg, Taastrup og andre steder langt fra København. De har også store problemer med at finde lejlighed, siger hun.

Godt forhold til forældre er vigtigt

Det har lidt taget modet fra Louise Tarp Jørgensen, at det er så svært at finde en bolig. Derfor søger hun ikke så aktivt lige for tiden.

– Lige for tiden har jeg faktisk givet lidt op. Man kan ikke bruge hele sin tid på det. Men der er jo ikke andet at gøre end bare at prøve og prøve og prøve, siger hun.

Der er jo ikke andet at gøre end bare at prøve og prøve og prøve
Louise Tarp Jørgensen, studerende på Københavns Universitet

Louise Tarp Jørgensen understreger dog, at der nok er andre studerende, der har større problemer end hende. Især dem der ikke har et godt forhold til sine forældre.

– Mig og mine forældre har det helt fint med hinanden. Jeg skal ikke flytte ud eller noget, men jeg kan bare godt mærke, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg har brug for at være sig selv. Så det er da lidt irriterende, siger Louise Tarp Jørgensen.