Studerende på læsesal: “Så kigger man ikke i køleskabet hver femte minut”

Derhjemme kan selv køleskabet blive interessant, når studerende skal læse lektier. Derfor tager mange studerende på læsesal for at undgå hjemmets såkaldte overspringshandlinger.
 
Ida Dahn læser Idræt på Københavns Universitet. Hun bruger ofte læsesalen på det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek (KUB NORD), fordi hun kommer til at lave alt muligt andet derhjemme.
 
”Det bedre at sidde her end derhjemme, så man ikke går og kigger i køleskabet hver femte minut”
 
På læsesalene finder de studerende et studiemiljø, hvor andre også sidder og læser. Det mener Line Neve, der læser til sygeplejerske på Professionshøjskolen Metropol, er en stor fordel.
 
”Det hjælper, at folk omkring en også sidder og læser”
 
Hun tager blandt andet på læsesal, fordi ”det er mere seriøst”.
 
Ligesom at tage på arbejde
 
For flere studerende kan det være en hjælp at komme væk fra de vante omgivelser derhjemme og planlægge sit studie som en arbejdsdag, hvor man tager ud af huset.
 
Christian Lauersen, som er sektionsleder på det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, nikker genkendende til, at de studerende i høj grad betragter studiet som et arbejde.
 
”De moderne studerende er nogle arbejdsbier, som har fundet ud af at, at hvis de sidder derhjemme og skriver en opgave eller læser om Bourdieu, så er der 10.000 overspringshandlinger, der kan falde over dig.”
 
Han oplever, at de studerende på mange måder ser deres tid på læsesalen som en arbejdsdag.
 
”De møder måske klokken otte og går igen klokken fire, så har det været deres studiearbejdsdag.”
 
Også på KUB NORD oplever førstebibliotekar Kira Stine Hansen, at de studerende bruger læsesalen på samme måde som en arbejdsplads, hvor man arbejder fra ni til fire.
 
”Man sidder ikke derhjemme og læser, men tager ud for at arbejde.”