Tablets på bycykler kan distrahere i trafikken

Københavns nye bycykler har tablets installeret på cykelstyret. De har dog ingen lydfunktion, og cyklisterne er derfor nødsaget til at tage øjnene fra trafikken og kigge ned når de skal finde vej. Foto: Cykel.dk
Københavns nye bycykler har tablets installeret på cykelstyret. De har dog ingen lydfunktion, og cyklisterne er derfor nødsaget til at tage øjnene fra trafikken og kigge ned når de skal finde vej.
Pressefoto: cykel.dk

De nye bycykler, som nu skal gøre det nemmere for pendlere, borgere og turister at komme rundt i København, vil alle være udstyret med den nyeste teknik i form af PC-tablets på styret. Disse tablets, som er på størrelse med en iPad mini, har en GPS-funktion, som kan vise veje, oplyse hvor man kan spise og tage imod betaling for brug af cyklen. Dog har de ingen lydfunktion. Det vil sige, at cyklisterne er nødsaget til at kigge ned på skærmen, når de skal finde vej i Københavns travle trafik.

Trafikken kræver, at du skal bruge dine sanser, øjne og ører. Gør man ikke det, øger man risikoen for at overse, hvad der sker i trafikken
Karina Petersen, Rådet for Sikker Trafik

Rådet for Sikker Trafik forholder sig skeptiske over for disse tablets, som Frederiksberg og Københavns kommuner har valgt at udstyre cyklerne med.

– Det er svært at sige noget generelt om dem. Det afhænger meget af, hvor man cykler henne. Men i det øjeblik, hvor du er inde i et sted med tæt trafik, som kræver din fulde opmærksomhed, så er det klart, at vores budskab er, at man skal køre cykel, når man kører cykel, siger underdirektør i Rådet for Sikker Trafik, Karina Petersen.

Læs også: Borgmester: Bycykler er ikke et kommunalt anliggende

Projektet med de 1.260 innovative bycykler er stadig meget nyt, og de første 200-250 cykler er først ved at blive fordelt på enkelte S-togsstationer og andre trafikale knudepunkter i denne måned. Alligevel har Karina Petersen sine forbehold.

– Trafikken kræver, at du skal bruge dine sanser, øjne og ører. Gør man ikke det, øger man risikoen for at overse, hvad der sker i trafikken. Omvendt er det jo også fint, at vi har fået en masse teknik, som kan hjælpe os med at finde vej. Men igen, alt med måde. Derfor er vores overordnede holdning, at man skal koncentrere sig når man cykler i trafikken, så man minimerer chancen for en ulykke, siger Karina Petersen.

Samtidig eksisterer der også modsatte holdninger.

– Tabletten er jo lige foran på styret af cyklen, så jeg mener bestemt ikke, at der ligger nogen risiko i den, fastslår administrerende direktør fra Cykel.dk, Niklas Marschall, som er manden bag udviklingen af skærme til bycyklerne.

Læs også: Ekspert: Manglende bycykler skader turismen

På trods af usikkerheden om, hvorvidt disse tablets på bycyklerne minimerer cyklisternes koncentration i trafikken, mener de Konservative, at det er en unødvendig luksus.

– Jeg synes, at det er noget pjat at bruge penge på, og jeg er meget skeptisk, om folk vil passe ordentligt på dem, når det ikke er deres egne. Derudover synes jeg, at det er ret respektløst for de mennesker, som betaler skat i København, at de skal betale for sådan noget på bycyklerne, siger den konservative leder i Borgerrepræsentationen, Rasmus Jarlov.