Teknologi bag bitcoin kan bruges som våben mod hacking

Truslen om cyberangreb vokser og vokser, og problemet er svært at komme til livs. Foto: pixabay

Dine digitale personlige informationer kunne lige nu blive hacket og brugt til at begå svindel. Du ville ikke vide, at det var i gang med at ske, før det var for sent. Måske ville du finde ud af det, næste gang du skulle åbne din computer, og du her ville blive forlangt at betale en stor sum penge for at få adgang til den igen.

Fænomenet kaldes ransomware-angreb, og det er ifølge Søren Sandfeld Jakobsen, professor på researchcentret International Economic Crime and Cybercrime Research Centre (IECC) ved Aalborg Universitet, den mest udbredte form for cyberkriminalitet.

– Lige nu er det ransomware, der bugner. Det, at nogle afpresser andre, hacker sig ind og lammer deres system, så de ikke kan tilgå deres egne filer og systemer, og så kræver de løsepenge for at lukke op for det igen. Det har været det helt, helt store problem i hele Europa det seneste år.

Sådan nogle systemer som blockchain, der gør det enkelt og transparent, altså gennemsigtigt, det er i hvert fald et klart fremskridt.
Søren Sandfeld Jacobsen, forsker i cyberkriminalitet

Cyberkriminalitet er altså et stort problem i vores samfund, og truslen vokser ifølge Søren Sandfeld Jacobsen. Han mener, at noget skal ændres ved de etablerede systemer, før problemet kan komme til livs:

– Der er mange offentlige myndigheder og virksomheder, som skal have ændret deres systemer for at være meget mere modstandsdygtige over for cybercrime.

Det er nu, at bitcoin kommer ind i billedet. Mere specifikt er det teknologien bag bitcoin-systemet, den såkaldte blockchain-teknologi.

BLOCKCHAIN-TEKNOLOGIEN

  • En database, hvori alle transaktioner og delinger foretaget inden for systemet, bliver registreret i en voksende række af blokke.
  • Anvender et transparent system, så alle, der deltager i systemet, har indsigt i transaktionerne og informationsdelingerne, der bliver foretaget i systemet.
  • Der kan ikke ændres ved delingen eller transaktionen, når først den er foretaget.
  • Blockchain er et decentraliseret system, så alle filer registreres og kopieres flere tusinde steder, og ikke bare ét sted, som på et centraliseret system. Det gør systemet svært at hacke sig ind på i forhold til et centraliseret system, hvor al information er samlet ét sted.

Meget mere end kryptering af valuta

Blockchain-teknologien bliver ofte sat i forbindelse med kryptering af valuta, men denne teknologi kan meget mere end det. Blockchain kan være med til at forhindre hackerangreb, mener forsker i IT-sikkerhed ved IT Universitetet i København Carsten Schürmann.

Roman Beck, professor i digitale betalingsmetoder, bitcoins og blockchain ved IT Universitetet i København, beskriver i podcasten Techtopia, hvodan blockchain-systemet fungerer med følgende eksempel:

– Man kan forestille sig, at to personer udveksler 50 kroner. Rundt om dem står en masse mennesker med en blok og skriver ned, at de her penge er blevet udvekslet, og at ejerskabet over de 50 kroner er gået over til den ene. Nu bliver det meget svært for den anden at komme og sige, at det var 100 kroner, der var tale om.

Hvis man i stedet bruger et decentraliseret system, er filerne registreret og kopieret flere tusinde steder, og så er det svært at hacke. Det kræver mange flere ressourcer.
Forsker i IT-sikkerhed, Carsten Schürmann

Eksemplet peger altså på, at det bliver meget svært at fuske med transaktioner og deling af personlige informationer, når de foregår på et blockchain-system. Det er ifølge Carsten Schürmann også svært at hacke sig ind på et blockchain-system, fordi man skal igennem mange forskellige krypterede systemer for at få adgang til eksempelvist personlige oplysninger.

»Det lyder lovende«

Søren Sandfeld Jacobsen mener, at systemer som blockchain, der har fokus på enkelthed og gennemsigtighed i transaktioner og deling af data, kan være med til at forebygge cyberangreb.

– Det lyder lovende. Sådan nogle systemer som blockchain, der gør det enkelt og gennemsigtigt, er et klart fremskridt. Det besværliggør, at der er nogen, der sidder og fusker med oplysninger, slører identiteter og laver mærkelige transaktioner. Jeg synes, det er positivt, at teknologien på den måde selv er med til at løse de problemer, der er.

Idéen til denne artikel stammer fra journalistens undren over, om og hvordan cyberangreb kan blive afhjulpet ved hjælp af blockchain-teknologi. Skribenten har været i kontakt med alle kilder via telefon.