Fodboldvold: Nudging løste hærværkshelvede i fodboldtoge

Specieltuddannede DSB-kontrollører har succes blandt fodboldbøller. Foto: DSB

10 millioner kroner lød regningen på, da DSB i 2008 skulle udbedre hærværksskaderne efter nogle af sine allermest fodboldglade passagerer.

Det fik dengang DSB til at tænke kreativt, og efter et såkaldt nudginginitiativ er udgifterne i dag minimale.

Løsningen blev at uddanne over 30 såkaldte fodboldguides. Ansatte fra DSB, der skulle møde fodboldfansene i øjenhøjde og med et smil forbygge konfrontationer og hærværk.

»Forfærdeligt meget hærværk i forbindelse med fodbold« – Leif Fabrin, områdechef for togdriften, DSB.

Sille Krukow, der er ekspert i nudging og adfærdsdesign, vurderer, at DSB er lykkedes rigtig fint med projektet:

– Det har en super god effekt, og det lader til at skabe positive oplevelser på begge sider.

Sille Krukow fortæller, at DSB’s tiltag er et godt eksempel på effektiv nudging.

–  Når DSB placerer en person i toget, som repræsenterer og sætter ansigt på toget, så er det med til at bryde den negative sociale norm blandt fansene, og derfor vil jeg kategorisere det som et nudge.

Læs også: DSB bekæmper vold med kameraer

Projektet har siden 2008 haft så stor succes, at der sidenhen ingen grov hærværk har været på DSBs fjern- og regionaltog, og siden 2016 har togene haft nul kroner i udgifter til hærværk. S-togene fik fodboldguides i 2014, og de har haft minimale hændelser af hærværk siden da.

DSB-medarbejdere turde ikke komme på arbejde

Hvad er nudging?
Nudging forsøger at guide mennesker i den rigtige retning. Det sker gennem “et lille puf” som skal ændre en negativ adfærd hos mennesker, uden at de opdager ændringen.
Eksempler på nudging:
Et klistermærke med en flue i pissoiret – det giver 80% mindre spild.
Grønne fodspor som leder folk til en udgang.
En pegende hånd med teksten BRUG MIG placeret tæt ved en knap. 
Kilde: kommunikationsforum.dk, arbejdsmiljoweb.dk og hulemaendihabitter.dk.

Leif Fabrin, områdechef for togdriften i DSB, har været med på projektet siden start. Han siger, at problematikken var så stor i 2008, at de ansatte ikke ville på arbejde:

– Vi havde mange arbejdsskader. Og folk meldte sig syge, fordi de simpelthen var utrygge ved at køre fodboldtogene.

Siden nudge-initiativet blev introduceret, har der kun været én arbejdsskade på de 10 år.

Læs også: DSB-togfører: Bodycams vil gøre mig tryg

Leif Fabrin roser særligt det gode samarbejde med politiet og forskellige fangrupperinger.

– Vi bestræber os på at samarbejde godt med alle fangrupper.

Københavns Politi vurderer også, at DSB’s fodboldguides har en præventiv effekt på vold og hærværk . Derfor har politiet et tæt samarbejde med guiderne både før, under og efter nogle kampe.

 

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udspringer af journalistens undren og interesse omkring emnet. Citaterne stammer fra telefoninterviews med begge kilder. Oplysninger fra Københavns politi stammer fra mail korrespondancer.