Tinderbox-boss sagsanlæg bliver ved tomme trusler

MagicBox-scenen på Tinderbox. Foto: Wikimedia Commons

Ejeren af virksomheden bag blandt andet festivalerne Tinderbox og Northside, Brian Nielsen, anklagede i sommeren 2015 festivalerne Nibe Festival, Jellinge Festival, Roskilde Festival og Smukfest for kollektivt at boykotte bookingbureauet Skandinavian, som han var medejer af. Det fik ham til at melde ud, at han ville sagsøge de fire festivaler. Hans mål var at få dækket det tab, han og hans firma, Down the Drain, led, da de efterfølgende måtte sælge deres andel i bookingbureauet. Sagsanlægget lader dog vente på sig.

– Vi har ikke hørt noget fra dem, og vi mener ikke, at der er noget at komme efter, siger Jens Peter Andersen, musikchef for Smukfest.

Var det boykot?
Det var et åbenlyst koordineret boykot, da de fire festivaler, inden for et kort tidsrum samme dag i september 2014, meddelte, at de afbrød samarbejdet med Skandinavian, mener Brian Nielsen. Det var festivalerne individuelt ude at afvise. Smukfest holder fast i deres oprindelige begrundelse.

– Vi vil ikke forhandle med bookingbureauer, der er ejet af vores direkte konkurrenter, uddyber Jens Peter Andersen.

Det har ikke været muligt at få Brian Nielsen til at udtale sig i sagen, og man kan derfor ikke udelukke, at sagsanlægget endegyldigt er droppet.

Læs også: Roskilde Festival dropper musik på skatescenen

Der er tale om rigtig mange penge
Tinderbox’ indtog på det danske festivalmarked har medført, at der er kommet flere penge i branchen og priserne er steget på artister. Det kan man også mærke hos Smukfest, hvor man dog også kan se det positive i konkurrencen.

– Priserne er blevet højere, men det er jo sådan markedet fungerer: Udbud og efterspørgsel. Men det er klart, at de mange penge i festivalbranchen er med til at gavne musikken i Danmark, siger Jens Peter Andersen.

De store penge er dog ikke kun til gavn ifølge Fabian Holt, der er forsker i musikindustri ved Roskilde Universitet.

– Det, at der er kommet flere penge i koncertbranchen de seneste år, har været med til at skabe spændinger. Det er sagen om Skandinavian et eksempel på, siger Fabian Holt.

Læs også: Danske musikere hylder Leonard Cohen