Roskilde Festival dropper musik på skatescenen

Musikgruppen NONSENS vejer flaget over de glade festivalgængere på Roskilde Festival 2014. (Foto: Rasmus Stabell)

Festivalens gæster må i år vinke farvel til de populære koncerter på skaterrampen i Street City. For planlæggerne bag Roskilde Festival vælger nu at rokere rundt på de musikalske indslag i det østlige campingområde i et forsøg på at samle musikken.

– Sidste år var der et utilsigtet overlap imellem de musikbårne flader i Street og det, der skete omkring Ghettoblasteren, som var den nye platform for urban musik i øst. Det forsøger vi at samle i år, oplyser Roskilde Festivals programansvarlige Anders Wahrén.

Koncerten med KIDD og Kesi i 2014 glemmer jeg aldrig. Der var helt fyldt, og vi havde købt 18 flasker Asti, som skulle sprayes ud over samtlige personer i alle niveauer af skaterrampen
Oscar Kehlet, studerende og festivalgænger

En anderledes musikoplevelse
Tidligere har rampen haft besøg af populære danske kunstnere som Mø, KIDD og Eloq. Og hver gang har koncerterne mødt store bifald fra festivalgængerne.

– Koncerten med KIDD og Kesi i 2014 glemmer jeg aldrig. Der var helt fyldt, og vi havde købt 18 flasker Asti, som skulle sprayes ud over samtlige personer i alle niveauer af skaterrampen, fortæller Oscar Kehlet, der i år vil slå lejr på Roskilde Festival for 7. gang.

Læs også: Roskilde-koncerter booster danske bands

Oscar Kehlet skater ikke selv, men har brugt scenen til at hænge ud og slappe af. Han mener, at koncerterne på skatescenen er noget helt særligt sammenlignet med de andre scener i campingområdet.

– På skatescenen står man oppe, nede og nogen steder kan man slet ikke se scenen. Man er der bare, fordi at stemningen er god, forklarer Oscar Kehlet.

Det ærgrer ham derfor, at der ikke vil blive spillet musik på rampens skrå brædder til dette års Roskilde Festival.

– Når de dropper musikken fra rampen, kan det godt blive ensformigt i udvalget af koncerter på campingområdet.

Læs også: Tag din smartphone med på festival

Fokus på det fysiske
Men selvom musikken ikke længere vil være at finde på skaterbanen, vil der stadig være masser af sport, dans og streetart, som Street City er kendt for.

– Området vil i 2017 være meget fokuseret på den fysiske udfoldelse, og der hvor vores gæster selv kan være aktive, forklarer Anders Wahrén.

Roskilde Festival udelukker at fjerne alle musikalske indslag på campingområdet, men fastslår i stedet, at der er tale om en “rokade af aktiviteter”.

Hvorhen musikindslagene vil blive placeret i 2017 er endnu på tegnebrættet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.