I den nye by Vinge, tæt på Frederikssund, er der som en del af byudviklingen dedikeret 18 grunde til såkaldte “tiny houses”, som kan oversættes til ‘huse der er bittesmå’. Tiny house-grundene i Vinge er 150-250 kvadratmeter med et bebyggelsesfelt på 45 kvadratmeter og en højde på op til 5,5 meter.
Der har været stor interesse for grundende, forklarer EDC’s afdelingsleder og ejendomsmægler Claus Lund Pedersen.
– Inden vi gik i gang vidste vi, at kommunen havde fået mange henvendelser, og det er blevet ved. Der har været rigtig, rigtig, rigtig mange henvendelser, siger han.
Claus Lund Pedersen håber, at det er en tendens, der er kommet for at blive.
– Nu er det jo en forholdsvis lille udstykning på 18 enheder, men jeg håber da bare, at det var den første. Jeg har også fået henvendelser fra andre steder i landet, hvor man holder øje med den her udstykning i Vinge, siger han.
Læs også: Kommunalpolitiker savner billige boliger i Rødovre
Billigt og bæredygtigt?
Tiny house-bevægelsen startede i USA og bygger på idealer om minimalisme og bæredygtighed, og kan karakteriseres både som en arkitekturisk og social bevægelse. Der er ikke en præcis definition af størrelsen på et tiny house, men ideen om et mindre materialistisk og simpelt liv er gennemgående. Tiny house bevægelsen har især bredt sig over internettet, og fortællingen om den simple og kreative livsførelse bruges også i markedsføringen af grundende i Vinge, hvor det beskrives, at tiny houses ‘ansporer til en mere simpel og bæredygtig livsførelse’.
Seniorforsker på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet Jesper Ole Jensen forklarer, at tiny houses kommer fra en ide om en mindre materialistisk og mere bæredygtig hverdag.
– Nogle af de her tiny house projekter bygger på tanker om at bruge genbrugsmaterialer og bo simpelt, som også hænger sammen med, at du simpelthen ikke har plads til at have så mange materiale ting. Så et ønske om bæredygtighed, og mere enkelhed, og ikke så meget fokus på det materielle, siger han.
– 18 grunde i alt
– 9 grunde til salg for 300.000
– 9 grunde til leje for 3.500 om måneden
– 150-250 km2 grund
– Bebyggelsesfelt på 45 km2
Jesper Ole Jensen tror dog primært, at interessen i tiny houses i Vinge bygger på et ønske om at bo billigere.
– Der kan være forskellige grunde, men jeg tror først og fremmest, at det er et ønske om at bo billigere og tæt på byen, som tilfældet er i Frederiksund og Vinge. Med de stigende huspriser kan det måske få mange til at tænke, at der her er en mulighed for at bo tæt på byen, og så er det en oplagt mulighed at bo mindre og tættere.
En tiny house grund i Vinge kan købes for 300.000 kroner, eller lejes for 3.500 kroner om måneden.
Udfordringer ved tiny houses
Et problem ved at bygge tiny houses er, at de skal leve op til de samme bestemmelser og regler som normale byggerier. Jesper Ole Jensen forklarer, at dette kan være en sten i skoen for opsættelsen af tiny houses.
– Sagen er jo, at det kan være svært at lave tiny houses, som opfylder alle krav til nybyggeri i dag. Det er nok den største hæmsko for, at der bliver bygget eller etableret tiny houses, siger han.
Der er en række beregninger, der skal laves, når man laver nybyggeri, hvilket kan være kompliceret i forbindelse med tiny houses. For eksempel skal man på nybyggeri udregne husets klimaaftryk pr. kvadratmeter, og da tiny houses er små, kan de dermed blive ramt hårdere, forklarer Jesper Ole Jensen.
Jesper Ole Jensen siger, at tiny houses kan være svære at implementere i praksis i Danmark, men at tiny house idealet kan bruges som inspiration i andre sammenhænge.
– Tiny houses kan være fantastiske og opfindsomme osv, men erfaringerne viser bare, at de kan være svære at få implementeret i Danmark og få gjort helt lovlige. Det kan være, at der måske kommer nogle boligformer ind, som er noget mindre, og som måske ikke er helt nede på tiny houses, men trods alt bliver det mindre og billigere, siger han.
Sådan gjorde vi: Artiklen er lavet gennem telefoniske interviews med Claus Lund Pedersen og Jesper Ole Jensen. Fakta om byggeriet er fra EDC og Frederikssund Kommune. Visualisering er ligeledes fra Frederikssund Kommune.