Turister søger autencitet på cyklen

Turister søger i stigende grad mod de københavnske cykelstier i jagten på den autentiske oplevelse 
Foto: Jens Rost

Har du været ude og træde i pedalerne på de Københavnske cykelstier, vil du måske have bemærket, at der er kommet flere turister på jernhestene. Der opgøres ikke separate tal for turister på cykelstierne, men en nylig rapport fra VisitDenmark viser, at storbyturismen i landet er steget med 69 procent mellem 2008 og 2015. Det har man mærket i efterspørgslen hos tre forskellige cykeludlejninger, som NetAvisen har kontaktet. Blandt dem er Bike Rental Copenhagen.

– Jeg vil sige, at der er kommet flere ind i butikken, ligesom der jo generelt også er kommet flere turister til byen. Vi ser, at mange booker cykler hjemmefra, så man kan også se, at det er en planlagt del af deres tur, fortæller Rasmus Boesen, der er butiksassistent i Bike Rental Copenhagen.

Læs også: Turisterne strømmer til København

Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet, fortæller også, at cykelstierne fylder mere i turisternes oplevelse af København.

– Ingen tvivl om, at det er blevet en integreret del af turisternes oplevelse her i København, og det er også noget turistselskaberne fremmer, siger Klaus Bondam.

Radio: Hør hvad københavnske cyklister siger til flere turister på cykelstierne


Turisterne mangler kendskab til færdselsreglerne
Marie Kåstrup, Programleder for cykelprogrammet under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, fortæller, at der er kommet flere tilbud til cykelglade turister.

– For nogle år siden var der ikke så mange tilbud til turisterne, selvom vi københavnere cykler meget selv. Men noget vi generelt kan se er, at turisternes ønsker at opleve autentiske oplevelser, såsom en tur på cyklen, frem for en tur med turistbussen.

Der er helt sikkert også en konflikt mellem turisterne og de lokale. Men man skal jo ikke forbyde turisterne at cykle i København
Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet

Jonas Larsen er professor ved Roskilde Universitet, og har forsket inden for cykelkultur og turisme. Han er enig i, at jagten på autencitet tiltrækker turisterne til cykelstierne.

– Mange turister synes jo, at det er sjovt at cykle i en by, der har det som brand og som udpræget del af kulturen, at man cykler. Det opleves som en autentisk måde at opleve København på, fortæller han og peger på, at turisterne oplever det som forbavsende let at cykle i København.

Manglende erfaring kan føre til konflikter
Alligevel går det ikke altid problemfrit, når de utrænede cyklister giver sig i kast med den lokale cykelkultur.

– Det siger sig selv, at hvis man ikke er vant til en cykelkultur som i København, så kan det gå galt. Man skal tænke sig om, når man cykler. Sådan nogle ting som at bruge håndtegn og at holde til højre er vigtige at huske på, hvis man ikke vil komme til skade, fortæller Klaus Bondam.

Stemningen mellem turister og de lokale er da heller ikke altid positiv på cykelstierne, mener han.

– Der er helt sikkert også en konflikt mellem turisterne og de lokale. Men man skal jo ikke forbyde turisterne at cykle i København, så der er ikke andet for end at informere dem om færdselsreglerne.

Brochure skal opdrage turister til at være gode cyklister
Marie Kåstrup peger på, at Københavns Kommune har lavet en brochure om cykelstiens færdselsregler, der er blevet fordelt på hoteller, turistkontorer og lignende. Det er nemlig ofte det manglende kendskab til de lokale færdselsregler, der kan skabe problemer.

– Der afvikles jo meget cykeltrafik i myldretiden, så der kan være pres på, og der er ikke meget plads til fejltrin. Så glemmer man som turist at smide hånden i vejret, kan det være kilde til frustration og utryghed for de lokale, der orienterer sig efter håndtegnene, siger hun og understreger, at trods udfordringer med flere turister på cykelstierne, så er Københavns Kommune stadigvæk glade for, at de tager del i den lokale cykelkultur.

Læs også: Mørketal mindsker fokus på cykelulykker

Forskellige cykelrytmer skaber og forebygger konflikter
Ifølge Jonas Larsen har de lokale og turisterne forskellige tilgange til cyklingen, og det kan på den ene side skabe konflikter, fordi man har forskellige cykelhastigheder.

– Der kommer forskellige rytmer på cykelstierne. Turisterne har jo en tendens til at køre langsomt og se omgivelserne, hvor vi Københavnere primært cykler for at komme fra A til B. Det er der, at vi ser, at de lokale ringer lidt med ringeklokken og gerne vil forbi. Så hvis der pludselig er nogle turister, der begynder at optage cykelstierne, så kan det skabe noget konflikt.
På den anden side, cykler de lokale for det meste på andre tidspunkter end turisterne.

– Det er især, når det crasher med pendlingen, og folk skal hjem fra arbejde, at konflikter kan opstå. Jeg tror ikke, at det betyder så meget en søndag formiddag, og turisterne cykler for det meste på nogle andre tidspunkter, og nogle andre steder, end de lokale.