Af Anna Franziska Runge Hansen, Freya Kamille Nielsen og Ingrid Østergaard
De dage, hvor restauranter smed deres overskydende mad i skraldespanden, er talte. I hvert fald hvis man spørger Klaus Pedersen, som er en af iværksætterne bag Too Good To Go.
– Med Too Good To Go kan forbrugeren få en boks med mad helt ned til 20 kroner, forretningen tjener penge på den mad de før smed ud, og det er jo en kæmpe win for miljøet, at vi kan bekæmpe madspild sammen, siger Klaus Pedersen.
Ved hjælp af Too Good To Go-appen kan forbrugere købe overskydende mad efter restauranternes lukketid. Det eneste man skal gøre er, at downloade appen, købe en “madbillet” til 20 kroner og indløse den via mobilen, når man afhenter maden i restauranten.
Over 200 danske og udenlandske restauranter er allerede med i den nye madspildsordning, og spørger man en af kunderne, Kez Vanter, er han positivt stemt overfor konceptet.
– Jeg køber Too Good To Go, fordi det er billigt og for at skåne miljøet. Det er bedre, at jeg køber maden, end at det bliver smidt ud, siger Kez Vanter.
Too Good To Go har siden august 2015 været på det danske, engelske, tyske og norske marked, og Klaus Pedersen forventer, at konceptet snart vil blive lanceret i endnu flere lande.