Om under to måneder vil kloden udslettes af et enormt jordskælv. Det er en gruppe kristne missionærers klare budskab. Men en stærk tro kan sikre evigt liv
Denne gang er der ingen tvivl. Om under to måneder går Jorden under. Det er det grufulde, men klare budskab, som en gruppe af amerikanske, kristne missionærer i disse dage spreder i de københavnske gader.
»Den 21. maj 2011 vil hele kloden rammes af et jordskælv så kraftigt, at livet på jord vil få en ende for alle.« Sådan lyder missionæren Basil Walkers klare budskab, og han fortæller, hvordan jordskælvene i Japan, de deraf følgende tsunamier og de blodige oprør i blandt andet Mellemøsten har været Guds klare varsler om den snarlige undergang.
Missionærerne er alle lyttere til den amerikanske, kristne radiostation Family Radio, og de er nu i en gruppe på 14 på vej rundt i hele verden for at advare om undergangen og prædike Guds budskab. For er man stærk nok i troen, behøver dommedag ikke betyde enden, men derimod starten på evigt liv – side om side med Herren i Himlen.
Missionærerne har ofret alt for denne sidste rejse. De har solgt deres ejendele, brugt hele opsparingen og efterladt job, familie og venner tilbage i USA. »Alt vil alligevel brænde om under to måneder,« siger Bryan Ivers, en anden af missionærerne fra Family Radio, og det eneste, der derfor tæller, er at tro til det sidste, og det kræver hverken job eller penge.
Intet holder missionærerne tilbage – heller ikke frygt. For hvis de tror nok, går de ikke mod enden men mod det evige liv. De der skal frygte, er dem der ikke tror.
Af: Anne Hertzum Alling og Elias Lundström