TV: På trods af skandaler lever Michael Jacksons musik stadig

Af Amanda Feldballe Bernholm og Anna Sofie Hjorth

Basser, tenorer, alt og sopraner synger Michael Jackson-klassikeren ”They Don’t Care About Us” i Gittes Degns indrettede øvelokale. Med store messingbogstaver står ordene ”House of Singing” på bagvæggen.

– Det er lavet af en af vores tidligere sangere, der var smed, siger Gitte Degn.

Og man må sige, at skriften på væggen passer. Rummet fyldes af de mange stemmer, der fordeles i sopraner, alter og tenorer.

Læs også: TV: Zombie-dans og uhygge i Tivoli

Popkongen anklages

I Lynge holder man, på trods af anklagerne mod popikonet, fast i, at Michael Jacksons sange er så gode, at de skal deles.

– Vi elsker hans sange og den følelse man får, når man synger med på sangene, siger Gitte Degn.

Den seneste omdiskuterede HBO-dokumentar ”Leaving Neverland” har sat fokus på pædofilianklagerne mod Michael Jackson. Noget der er blevet diskuteret hos koret i Lynge.

– Vi har selvfølgelig vendt, hvordan vi har det med anklagerne, men vi vil gerne synge sangene alligevel, siger korlederen.

Koret skal optræde foran et stort publikum i Helligåndskirken. Præsten Jens Biegel-Fogh, der skal stå for musikgudstjenesten, tror på, at mødet mellem musik og religion, vil give folk et nyt billede på kirken og hvordan den kan bruges.

– Jeg håber, at de får et positivt møde med kirken og et positivt møde med den institution, der fortæller noget om det, som man ikke bare kan sige sig selv. Så ved de også, at den står til deres rådighed, når de har brug for den, siger Jens Biegel-Fogh

Anklager mod Michael Jackson

  • 1993: Sagsøges for seksuelt misbrug af 13-årig dreng.
  • 1993: Sagen afsluttes med forlig.
  • 2003: 18. december tiltales for børnemishandling.
  • 2005: 13. juni frifindes for anklagerne.
  • 2013: To mænd anklager Jackson for seksuelt misbrug af dem i deres barndom.
  • 2019: 3. marts offentliggøres dokumentaren “Leaving Neverland”.

Men også i kirken er man opmærksom på den debat, der i øjeblikket fylder medierne.

– Man kan sige, sådan helt overordnet i vores måde at gå til de her sange på, så har vi en ret klar adskillelse mellem kunstneren og kunsten. Jeg påstår ikke noget om kunstnerne i gudstjenesten, hverken deres tro, livssyn eller deres handlinger, siger Jens Biegel-Fogh.

Selvom den afdøde Michael Jackson og hans sange i øjeblikket oplever modgang, ser både koret og præsten frem til musikgudstjenesten der afholdes kl .19 i Helligåndskirken i København den 3. maj.