»Det bedste band i hele verden« vender tilbage til Roskilde Festival

Foto: Flemming Bo Jensen

I sidste uge offentliggjorde Roskilde Festival, at Foo Fighters atter vender tilbage til Roskilde Festival, hvor de fuldender hattricket for at have stået på Orange Scene. Her kommer 60.000 håbefulde festivalgæster til at stå klar foran Danmarks største scene for at høre deres helte spille.

En af dem, der kommer til at stå klar, er Kasper Svenne Nissen. Han har været fan af det legendariske rockband, siden forsanger Dave Grohl dannede gruppen i 1995. Kasper Svenne Nissen skal for anden gang opleve det, han selv beskriver som ”Det bedste band i hele verden” på Orange Scene, og han glemmer sent, da han stod der i 2017.

– Det havde været rigtigt dårligt vejr i dagene op til. Men så, 20 minutter før Foo Fighters går på, begyndte solen at skinne. Sådan beskriver Kasper Svenne Nissen optakten til Foo Fighters’ koncert i 2017, og selve koncerten skuffede heller ikke.

– De kan åbne scenen så meget op, så man føler, at man står på en bodega og hører et lokalt band. Så meget kommer de ud over scenekanten og lukker publikum ind. Den måde Dave Grohl kan finde ud af at tale til sit publikum på, er der ikke ret mange kunsterne der kan, og det er meget meget specielt, tilføjer Kasper Svenne Nissen, der håber på, at koncerten til sommer bliver mindst lige så stor en fest som i 2017.

Se Foo Fighters live: Foo Fighters på Roskilde Festival i 2017

Fakta om Foo Fighters

  • Dave Grohl, der er tidligere trommeslager i rockgruppen Nirvana, dannede Foo Fighters I 1995
  • Foo Fighters blev optaget i Rock and Rolls Hall of Fame i 2021
  • Foo Fighters optrådte på Orange Scene i 2005 og 2017
  • Foo Fighters udgav i juni 2023 deres 11. album But Here We Are
      Kilde: Allmusic.com

Foo Fighters redder rockglade festivalgæster

Tendensen på Roskilde Festival, der tidligere har været notorisk kendt som rockfestival, har de sidste år været, at de helt store bookinger på Orange Scene har været pop og hiphop kunstnere. Og ifølge musikredaktør på Soundvenue, Kristian Karl, kan rockfans med rette føle sig overset på 2023 programmet, hvor det engelske rockband, Blur, var denne eneste rockkoncert på Orange Scene.

– Der er stadig et stort rockpublikum, der forventer, at der kommer disse store Orange rockkoncerter på Roskilde Festival. Og der er Foo Fighters et af de navne, der kan skabe den, fortæller Kristian Karl.

De mange rockfans har allerede nu, mere end syv måneder inden festivalens start, et godt, gammelt, klassisk rockband at se frem til på Orange Scene – hvilket er lige så mange, som der var under hele festivalen i 2023.

Læs også: Legater giver små musikskabere gylden mulighed

Moderne alternativer

Selvom Foo Fighters unægtelig er en kæmpe booking, er det ifølge Kristian Karl det sikre valg, hvor man ved, hvad man får, uden at blive blæst bagover. Han havde derfor hellere set, at Roskilde Festival havde annonceret et mere moderne rocknavn som The 1975 eller Olivia Rodrigo. Han anerkender dog fortsat vigtigheden i at have et klassisk rockband på festivalen.

– Når man booker Foo Fighters, giver man en stor håndsrækning til det lidt ældre og rockinteresserede publikum. Alle dem, der typisk sidder og bliver vrede over, at der er for mange bookinger som Lizzo og Lil Nas X, som er yngre og mere poppede, siger Kristian Karl

Foo Fighters skal spille på Orange Scene fredag d. 5. juli 2024, og det er det blot det andet navn, der er blevet offentliggjort på Orange Scene til næste års program, efter at hitmageren Gilli for få uger siden blev Roskilde Festivals første hovednavn.

 

Sådan gjorde vi: Roskilde Festival offentliggjorde 7. november, at Foo Fighters skal spille på Orange Scene i 2024. Interviews med Kasper Svenne Nissen og Kristian Karl blev foretaget telefonisk, for at få en fan og en musikredaktørs syn på, at rockgruppen kommer tilbage på Roskilde Festival.