Af Estrid Böttiger, Camilla Jauch og Sigrid Friis Neergaard
For udviklingshæmmede kan det gavne at spille musik i et band, blandt andet fordi de på scenen får lov til at føle sig normale og sprede glæde hos deres publikum. Det fortæller musikterapeut og konsulent Ulla Hyldgård, som arbejder med musik og udviklingshæmmede.
Hun mener, at musik er et af de bedste redskaber til selvudvikling for udviklingshæmmede.
– Det kan fremme livsglæde, men det kan også give dem en succesoplevelse af at bidrage til noget, altså gøre noget som andre normale også gør. Og hvis de så oven i købet spiller til en fest, så bidrager de på en helt særlig måde. De er med til at skabe festen, siger Ulla Hyldgård.
Godt humør hos Candy Floss
Bandet Candy Floss består af Tania Soltau og Søren Jensen, som begge er udviklingshæmmede. De spiller hver onsdag sammen med musikkonsulent Claus Halkjær på Center for Handicap i Roskilde.
Læs også: Cykelfriske frivillige skal hæve livskvaliteten for udviklingshæmmede
Søren Jensen er bandets mandlige sanger og har spillet med Candy Floss i syv år.
Han stammer til daglig, men når han synger forsvinder problemet. Musik fylder derfor meget i Søren Jensens liv.
– Jeg har altid elsket musik, det gør mig glad, fortæller han.
Bandet spiller ofte koncerter og har også udgivet en CD.
Claus Halkjær spiller i flere bands med udviklingshæmmede, og han har planer om at arbejde med musik resten af sit liv.
– Musik er guld for sjælen, musik er fantastisk. Hvis du er ked af det, så syng en sang, siger han og understreger, hvor vigtig musikken er for de udviklingshæmmede, han spiller med.
Spreder glæde hos deres fans
Søren Jensen er især glad for, at bandet gennem musikken spreder glæde blandt publikum til koncerter.
– Folk de glæder sig jo, så de kan få en rigtig god dag ud af det, siger han.
Læs også: Når handicap giver holdånd
Candy Floss spiller mange koncerter, og Søren Jensen har bemærket, at bandet har fans, hvilket glæder ham.
– Folk kommer hen og beder om autografer, og så skriver vi autografer. Så føler man sig lidt som en rockstjerne, siger han og tilføjer grinende
– Der er også damer i det, og det er vildt fedt.