Udlænding om at få venner i Danmark: »Det er ikke så svært, hvis du gør en indsats«

Esmira Mamedova har haft nogle udfordringer med at få venner i Danmark, men hendes overordnede oplevelse er, at danskerne er meget imødekommende og vil udlændinge, hvis udlændingene vil dem. 
Foto: Esmira Mamedova

Danmark er et svært land at falde til i, og danskerne er svære at blive venner med.

Det er i hvert fald det billede den nyeste undersøgelse fra organisationen InterNations tegner. I overordnet trivsel blandt udlændinge ligger Danmark nummer 48 ud af 64 lande, men kigger man på kategorien “hvor nemt det er at falde til” indtager Danmark en bundplacering, hvor kun Kuwait klarer sig dårligere.

30-årige Esmira Mamedova fra Litauen har været i Danmark i næsten seks år. Hun er ph.d.-studerende ved Institut For Neuroscience ved Københavns Universitet. Selvom hun godt kan se, hvorfor nogle synes, at det er svært at falde til i landet, så har hendes oplevelse generelt været positiv. Hun mener, at det er forkert udelukkende at give danskerne skylden for, at udlændinge har svært ved at få danske venner.

– Udlændinge skal huske, at det er dem, der er flyttet til et andet land. Danskerne bor her, de er vokset op her og har deres eget liv og egne venner, mens du er den, der er flyttet til. De har ikke ansvaret for, at din tid her bliver bedre, eller at du får venner. Det var din beslutning at komme, så hvis du virkelig gerne vil have venner, så bliver du også nødt til selv at gøre en indsats, siger Esmira Mamedova.

Kulturelle forskelle og misforståelser

En anden tilflytter er Claire Francesca Meehan, der er lektor hos Department of Neuroscience på Københavns Universitet. Hun flyttede til Danmark for 11 år siden grundet sit arbejde, og i starten havde hun det også svært, da det krævede tilvænning at forstå den danske kultur. Oprindeligt er hun fra Irland, men inden hun kom til Danmark, boede hun i Canada. Dette har givet hende et sammenligningsgrundlag, og hendes generelle oplevelse er, at der er stor forskel på de to lande.

Min erfaring er, at det er en god idé at fortælle folk, at du gerne vil inviteres til ting. I den forbindelse er det vigtigt at lære dansk, da der er større sandsynlighed for, at du bliver inviteret med til et selskab, hvis du kan sproget, så hele selskabet ikke er nødt til at tale engelsk for at imødekomme dig
Claire Francesca Meehan, tilflytter fra Irland.

– Det var meget nemmere at falde til i Canada. Lige fra første dag blev man inviteret til ting, så man blev hurtigt en del af samfundet. Folk gjorde nærmest for meget ud af at integrere en. Det var en stor kontrast, da jeg efterfølgende flyttede til Danmark. Man inviterer ikke spontant danskere på en kop kaffe samme dag, det skal de som regel planlægge flere uger i forvejen. Når man forsøger at lave sådan en aftale og får et nej, så kan man nemt tolke det som om, at folk ikke kan lide en. Men det er jo bare en kulturel misforståelse, siger Claire Francesca Meehan.

Læs også: Udenlandske tilflyttere til København kommer primært fra vestlige lande

Undersøgelsen fra InterNations indikerer også, at der er en forskel på de to lande, da Canada placerer sig på en 20. plads, altså væsentligt højere end Danmark. Denne forskel skyldes blandt andet, at Danmark placerer sig i bunden ved spørgsmålet om “hvor nemt det er at falde til”, mens Canada indtager plads nummer 18 og dermed ligger i top 20.

Claire Francesca Meehans erfaringer er, at de kulturelle forskelle blandt andet kan få resultere i, at udlændinge ofte danner venskaber med andre udlændinge, da de føler sig ensomme og afviste blandt etniske danskere. Undersøgelsen understøtter dette, da tendensen til at blive venner med andre udlændinge er højere i Danmark end på globalt plan, da det er 56 procent overfor 34 procent.

Det giver pote at tage initiativ

Claire Francesca Meehan pointerer, at den danske kultur dog godt kan værdsættes, hvis bare man lærer at forstå den. Når man lærer at forstå den, kan man også bedre forstå danskernes adfærd og lære ikke at tage ting personligt. Hun bakker Esmira Mamedova op i, at udlændinge kan gøre det lettere for sig selv at få venner, hvis de lægger noget energi i det.

– Min erfaring er, at det er en god idé at fortælle folk, at du gerne vil inviteres til ting. I den forbindelse er det vigtigt at lære dansk, da der er større sandsynlighed for, at du bliver inviteret med til et selskab, hvis du kan sproget, så hele selskabet ikke er nødt til at tale engelsk for at imødekomme dig, siger Claire Francesca Meehan.

Esmira Mamedova understreger ligesom Claire Francesca Meehan vigtigheden i at kunne sproget. Hun har nemlig til tider haft det svært på grund af sprogbarrieren. Hun har efterhånden lært at tale dansk, men hun synes ikke altid, at der er blevet taget hensyn til, at hun ikke behersker sproget på samme niveau som etniske danskere. Eksempelvis kan hun føle sig ekskluderet fra en større gruppe af mennesker, hvis de ikke lægger mærke til, at hun bliver hægtet af undervejs i samtalen. Det kan ske, hvis der bliver snakket for hurtigt, eller hvis for mange snakker samtidig.

Overordnet set har hun dog en rigtig god oplevelse af danskerne, og hun har lært at tage højde for kulturforskellen ved selv at tage initiativ til middage og arrangementer.

Sådan gjorde vi: Journalisten læste om trivselsrapporten og fik derfor idéen til at interviewe to udlændinge om deres personlige oplevelser med at falde til. Journalisten kom i kontakt med de to interviewede via en bekendt, og begge interviews blev foretaget over telefonen. Af hensyn til forståelsen er interviewet med Claire Francesca Meehan blevet oversat fra engelsk. Undersøgelsen er ikke stor nok til at, den statistisk er repræsentativ.