Undervisere fanger opgave-svindlere med Google

Når det er tid til at rette og bedømme skriftlige opgaver på Roskilde Universitet, så sidder mange undervisere og kopierer de studerendes passager ind i søgedatabasen Google, hvis de har mistanke om plagiat. Det er en langsommelig og tidskrævende proces, men det er den eneste løsning, underviserne har i øjeblikket. De ønsker bedre metoder.

Knaldet ved et tilfælde
”RUC-forskere har eksperimenteret med forskellige systemer, men vi har endnu ikke valgt at investere i et fælles system, og vi har heller intet systematisk tjek af alle opgaver,” siger prorektor på RUC, Hanne Leth Andersen.

Hanne Leth Andersen har dog tillid til, at vejlederne kender de studerende godt nok til at fatte mistanke:

"Når man vejleder et projekt og kender de studerende, så har man en glimrende fornemmelse af, om teksten er skrevet af den studerende," siger hun

Studerende bliver altså kun knaldet for svindel med kildehenvisninger i deres opgaver eller specialer, hvis underviseren kender den studerendes skrivemåde, eller hvis censor kan genkende dele af en tekst, den studerende skriver ind i opgaven som sin egen.

Niels Teglbjærg, der er juridisk konsulent ved uddannelses- og forskningsafdelingen på RUC, fortæller, at vejledere på RUC har efterspurgt konkrete værktøjer, hvis de får mistanke om plagiat. Et elektronisk antiplagiatsystem, som de har det på andre universiteter, kunne være løsningen.


Succes med Urkund

I fredags kom det frem, at RUC overvejer det elektronisk anti-plagieringssystem Urkund, som Danmarks Tekniske Universitet har god erfaring med.
Christian Westrup, der er projektleder på DTU oplyser, at DTU abonnerer på det elektroniske system Urkund på andet år. Systemet skanner tekstopgaver og markerer de steder i teksten, hvor der er sammenfald med tekst fra internettet.

”Vi har et krav til de studerende om, at de afleverer alt elektronisk. På den måde kan underviseren med det samme se, om den studerende har kopieret en eller flere sætninger eller afsnit,” siger han.

Hanne Leth Andersen er ikke helt overbevist:

”Det kræver elektronisk aflevering, og der er mange fejlmuligheder og ingen garanti for at finde snyd. Teksten skal jo findes elektronisk, programmerne kan ikke finde plagiat ved hjælp af oversættelse, og de kan ikke adskille centrale og uvæsentlige sammenfald mellem tekster.”

Christian Westrup fortæller, at DTU plejede at have omkring 8 sager om plagiat, før de fik Urkund. Med det elektroniske system opdager de langt flere studerende, der snyder med tekster. Sidste år havde de 17 sager.

På Roskilde Universitet var der i år 2010 registreret 10 tilfælde af plagiering. Dette uden det elektroniske system.