De uddannelser ingen vil læse

Det er nedern at have Nederlandsk
På femtepladsen finder vi en uddannelse, der handler om sprog, kultur og historie i Nederlandsk. På uddannelsen, som Københavns Universitet tilbyder, kan man specialisere sig i det sprog, der primært tales i Holland, men også i Flandern, som er den nordlige del af Belgien. På uddannelsen lærer man bl.a. at skrive, læse og oversætte fra nederlandsk til dansk og lære om hollandsk og belgisk kultur og historie. Hvis det ikke skulle friste, så er SU’en i det mindste sikret, da uddannelsen er blevet forlænget med et halvt år. Uddannelsen er faktisk så upopulær, at den bliver nedlagt som selvstændigt studie i 2013, så hvis man elsker alt, hvad der har med Holland at gøre, så skal man skynde sig at skrive det på ansøgningen. Det var der i øvrigt 3 ud af i alt 19 ansøgere, der havde gjort, og som blev optaget på uddannelsen i år.

Ingeniør i oplevelser… og legetøj?
På en tæt fjerdeplads er Syddansk Universitets uddannelse som civilingeniør i lærings- og oplevelsesteknologi. Som navnet antyder, er det ikke hvilken som helt ingeniøruddannelse. I stedet for at bygge broer, rumraketter eller morgendagens computere, så lærer man på denne uddannelse at lave legetøj og kombinere fremtidens teknologi med leg og læring. Når man er færdiguddannet, vil man være i stand til at lave fremtidens legepladser, undervisningslokaler og legetøj. 15 har søgt uddannelsen i år, hvor kun syv er blevet optaget.

(Opdateret 3/3 2015)
Siden denne artikel blev skrevet er uddannelsen blev ændret. Den nye beskrivelse er ifølge Lasse Juel Larsen fra det tekniske fakultet ved civilingeniøruddannelsen lærings- og oplevelsesteknologi, SDU Odense som følger:
Civilingeniør i Lærings- og Oplevelsesteknologi kombinerer ingeniørvidenskab inden for softwareprogrammering og hardwareudvikling med læring, interaktionsdesign og medievidenskab. Formålet er at uddanne civilingeniører, der er eksperter i mødet mellem menneske og teknologi. Du lærer at designe og udvikle spil, robotter, hjemmesider og apps med fokus på leg, læring, oplevelse og interaktion.” (Læs mere her)

Duften af havvand
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at man skal have det ualmindeligt godt i et par waders, hvis den næste uddannelse på listen skal kunne tiltrække en. For Aalborg Universitet tilbyder en uddannelse som fiskeriteknolog, hvor man i 1-2 år læser fag, hvor havmiljø, fiskebehandling og hygiejne står øverst på studieordningen. Uddannelsen kan tages som et led af ens erhvervserfaring som fisker, og den kan blandt andet føre til et sandt hav af stillinger, som fx lederstillinger i fiskeindustrien eller miljøarbejde i kommuner eller regioner. I 2011 søgte 8 uddannelsen, hvoraf 7 blev optaget.

Og vinderen er…
Der kan selvfølgelig kun være en vinder på vores liste over de mindst søgte universitetsuddannelser, men prisen tilfalder nu alligevel to uddannelser, der lægger sig helt op ad hinanden. På Aarhus Universitet skal man nemlig finde sproggenet frem, samtidig med at uddannelsen kræver flair for forretning. Vinderen af vores top fem er International Virksomhedskommunikation med sprogkombinationen fransk og spansk. Uddannelsen gør de studerende i stand til at kommunikere på de valgte sprog, samtidig med at den sætter kommunikationen i et europæisk erhvervsmiljø på dagsordenen. Det er der kun tre i landet, som synes har været interessant nok til at sætte på ansøgningsskemaet. Det betyder, at den blot er en anelse mere upopulær end kombinationen mellem tysk og fransk, som kunne tiltrække fire ansøgninger. På hver af de to linjer, blev der optaget to studerende i år.

Læs også: