Kampagnen ’Marts med Medfølelse’ løber i denne måned af stablen for femte år i træk. Den skal lokke flere danskere til at prøve kræfter med vegansk mad i hele marts måned.
Det skal ske til fordel for dyrene, miljøet og den personlige sundhed, fortæller Danmarks største veganske forening ‘Mad med medfølelse’ , der arrangerer begivenheden.
Danskerne og kødet
- 86% spiser jævnligt kød
- 22% har minimum én dag om ugen, hvor de ikke spiser kød
- 2% opfatter sig selv som veganere eller vegetarer
Kilde: Coop analyse 2016
Foreningen forventer, at flere tusinde vil deltage landet over, baseret på antallet af deltagere i deres Facebookbegivenhed og tidligere erfaringer. Udfordringen tages både op af folk, der tidligere har forsøgt sig med vegansk livsstil og andre, der er mere grønne.
– Med vores hjælp og vejledning prøver deltagerne på egen krop, hvordan det er at spise vegansk. Vi sørger for madplaner, opskrifter, vejledning og inspiration, så det er let at spise miljø -og dyrevenligt, fortæller Thomas Erex, der er formand for den veganske forening Mad med Medfølelse.
Læs også: Etisk råd: Skær ned på de røde bøffer
Han fortæller at initiativet er lavet for at få folk til at spise plantebaseret, som ellers ikke ville få det afprøvet.
-Vi afholder bl.a. Marts med Medfølelse for at hjælpe dem i gang, der har flirtet med tanken før, men som ikke har fået det gjort. Det er et kærligt skub til at komme i gang med at spise og leve vegansk, forklarer Thomas Erex videre.
Jeg har før set det som besværligt, og måske endda en smule hysterisk at skulle leve på den måde. Men når alt kommer til alt, så er det i grove træk ret let, og jeg tror de fleste ”ikke-veganere” nemt vil kunne finde spændende og lækre alternativer i den veganske madverden.
Lars Hornehøj, deltager i Marts med Medfølelse
Man skal vide, hvad man laver
Ernæringsekspert Marie Felding er positiv overfor initiativet. Hun er klinisk diætist og har i samarbejde med læge Tobias Schmidt Hansen skrevet en bog om vegansk kost, der er udgivet i 2016.
– Videnskabelige studier har vist store sundhedsfordele hos dem, der spiser vegansk. En vegansk kost er forbundet med lavere BMI, kolesteroltal, blodsukker og lavere risiko for diabetes, forhøjet blodtryk, iskæmisk hjertesygdom og visse kræftformer, forklarer hun.
Marie Felding påpeger, at det dog ikke er sundt at skære kød og mejeriprodukter fra kosten, uden at erstatte det med noget andet. Det handler om at tilvælge plantebaseret mad, ikke at fravælge animalske produkter, og så er resten jo sund fornuft, siger hun.
– Selv om man er veganer, kan man jo fortsat leve af chips, sodavand og hvidt brød med syltetøj, hvilket selvfølgelig ikke er sundt, fortæller hun.
Hun anbefaler dog, at man tager udgangspunkt i en varieret vegansk kost. Og jo tættere på 100 %, jo bedre.
Succes indtil videre
Thomas Erex fortæller, at initiativet indtil videre er kommet godt fra start. Foreningen har gjort brug af sine egne medlemmer, bloggere, lokale butikker og andre organisationer til at prøve at sprede budskabet. Eksempelvis deler frivillige i foreningen foldere ud på gaden for at gøre forbipasserende opmærksomme på muligheden.
En af dem er Christina Michelle Jensen, der er lokalkoordinator i Mad med Medfølelse i Aalborg.
– Jeg elsker hele idéen omkring Marts med Medfølelse, og jeg oplever da også, at folk er positive omkring budskabet og udfordringen. Veganisme er noget, jeg oplever, der bliver mere udbredt, hvilket er rigtig dejligt, fortæller hun.
Resultatet er god samvittighed
Sanna Kastrup, der er 47 år og bor i Mastrup i Sønderjylland, er en af deltagerne i Marts med Medfølelse. Hun arbejder som sygeplejerske og er med for at blive mere sund.
– Vægten falder helt naturligt, og ens samvittighed er langt bedre, både i forhold til dyr og klima, fortæller hun.
Selvom hun tydeligt kan mærke gavn af den veganske kost, mener hun dog ikke, at livsstilsændringen kommer helt uproblematisk.
– Den største udfordring ligger i at tænke ’ud af boksen’, for man skal jo hele tiden tvinge sig selv til at tænke i alternativer, siger hun.
Læs også: Når ansvar kommer i en karton soyamælk
Lars Hornehøj på 33, der er bosat i Slangerup på Nordsjælland, har fået udfordret sin tankegang ved at begynde at spise vegansk mad.
– Jeg har før set det som besværligt, og måske endda en smule hysterisk at skulle leve på den måde. Men når alt kommer til alt, så er det i grove træk ret let, og jeg tror de fleste ”ikke-veganere” nemt vil kunne finde spændende og lækre alternativer i den veganske madverden, siger han.
Han er enig med Sanne Kastrup i, at det at spise vegansk giver god samvittighed i forhold dyr og miljø.
– Jeg vil anbefale alle at prøve at tænke mere i de her baner, om end ikke for deres egen skyld, så for verden, dyrene og vores børns, fortæller han.