Velfærdsstaten giver flere skilsmisser

Når vi føler os sikre i hverdagen, er der større chance for, at vi lader os skille, viser svensk rapport fra Umeå University af Glenn Sandström. Forskningen viser, at perioder med høje skilsmisserater falder sammen med perioder med fremgang i velfærden. Velfærdssamfundet giver større ligestilling og højere økonomisk sikkerhed, hvilket resulterer i flere skilsmisser, viser rapporten.

Jeg tjener mine egne penge
Rapporten viser, at både mindre skel mellem rig og fattig og ligestilling mellem mænd og kvinder er med til, at skilsmisseraten længe har været opadgående. Velfærdsstaten giver os en tryghed og en selvstændighed, som gør os mindre afhængige af en ægtefælle. Det er ikke længere kun den ene part, som sikrer brød på bordet i de danske hjem, men i høj grad begge ægtefæller. Dette bekræfter parterapeut Martin Østergaard, der mener at vi ser de samme tendenser i Danmark.

"Det er jeg ikke i tvivl om," siger Martin Østergaard og henviser til, at også danske ægtefæller er mindre afhængige af hinanden.

Der er med velfærdsmodellen langt færre konsekvenser, hvis vi vælger at forlade vores partner, viser rapporten fra Umeå University. Det er velfærdsgoder som; kontanthjælp, pasningsgaranti, dagpengeordning, børnepenge, overførselsesinkomst, sundhedssystem og kvinder på arbejdsmarkedet, der giver os en følelse af sikkerhed.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea mener, at økonomisk selvstændighed er en af de primære forklaringer på, at velfærd betyder flere skilsmisser.

   "Forklaringen ligger nok i økonomien. Hvis man er meget ligestillede og har hver sin karriere, man kan forfølge, så er vejen hen til den pakkede kuffert ikke så lang, fordi man ikke behøver at finde sig i noget," siger hun med henvisning til, at man har råd til at sige fra.

Parterapeut Martin Østergaard er enig i, at større selvstændighed generelt kan have noget at gøre med, hvor hurtigt vi vælger at lade os skille.

   "Det har ikke så meget med økonomisk velstand at gøre, som det har med at vi i højere grad er selvstændige. Det er klart at vi vil relativt hurtigere vælge at leve alene hvis vi lever i et forhold der virker nedbrydende på os."

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea bakker op om den analyse:

   "Man har simpelthen råd til at få et bedre liv, man behøver ikke finde sig i alt muligt, som man gjorde førhen. Vi har simpelthen bevæget os væk fra den tid, hvor kvinder måtte finde sig i at få tæsk, fordi de ikke havde andre muligheder. Det må man jo kalde et fremskridt."


Økonomisk krise
De senere år har vi med den økonomiske krise set eksempler på flere og flere par, der må blive sammen trods ønske om skilsmisse. Kan huset ikke blive solgt, eller har den ene part ikke et job, så kan det være med til at afgøre, om par vælger at blive sammen af økonomiske årsager.