Blåt lys skal reducere antallet af selvmordsforsøg

Blåt lys på togstationer kan være betydningsfuld faktor for, at selvmordstruede vælger ikke at hoppe ud foran et tog. Foto: pxhere.com

Et japansk forsøg med blåt lys på togstationer har reduceret antallet af selvmordsforsøg på jernbanerne med 84 procent.

Man har opsat lamper med blå LED-pærer i begge sider af perronerne. Den blå farve har en beroligende effekt på den menneskelige psyke i modsætning til f.eks. den røde farve, der har en ophidsende effekt. Farven skal derfor medvirke til at få selvmordstruede personer til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang.

Lamperne er opsat på 71 japanske perroner. Forsøgets resultater viser, at antallet af selvmord på perronerne med det blå lys er minimalt i forhold til på de perroner, hvor man ikke har opsat det blå lys.

Idéen kan måske også være brugbar i Danmark. Årligt er mellem 25 og 30 selvmord i Danmark forårsaget af, at en person vælger at tage sit eget liv ved at hoppe ud foran et tog, oplyser den seneste rapport fra Trafikstyrelsen.

Læs også: Derfor begår så mange ældre selvmord

Én af de selvmord overværede Elena Jessen. En mørk og kold morgen på Bispebjerg Station i København blev hun tidligere på året fanget midt i et kaos af skrig og panik blandt de øvrige vidner. Politi og beredskab måtte bruge lommelygter til oprydningsarbejdet.

– Det var forfærdeligt at være vidne til. Det eneste, jeg kunne tænke på, var liget nede på skinnerne, siger Elena Jessen.

Blåt lys skal virke afdæmpende

Ekspert i nudging Ashley Brereton kan godt se mulighederne i at afprøve blåt lys på danske perroner.

– Der er lavet forskning, der viser, at koldt lys virker afdæmpende på ophidsede personer og skaber den effekt, at vedkommende lige tager en ekstra refleksion over, om de skal tage deres eget liv, siger Ashley Brereton.

Læs også: Pendlerforening vil have mere tilbage for togforsinkelser

Han stiller sig dog også kritisk over for forsøget, fordi der er mange andre parametre, der kan spille ind, når en selvmordstruet vælger ikke at hoppe ud foran et tog alligevel.

Han siger også, at hvis en selvmordstruet vælger ikke at hoppe ud foran et tog, er der stor sandsynlighed for, at man vælger en anden løsning og ender med at begå selvmord alligevel.

Hvad er nudging?
Nudging er en gren inden for adfærdsforskning, der handler om at motivere individet til at fremme en bestemt adfærd. Kilde: brave.dk

Det er adfærdsanalytiker Mathilde Schilling, der er udstationeret i Japan, enig i.

– Resultatet kan være påvirket af andre udefra stående faktorer, der har været afgørende for reduceringen af selvmordsraten. Folk der vil begå selvmord, finder nok andre måder eller steder at gøre det på, siger Mathilde Schilling.

Selvom selvmordsraten i forbindelse med personpåkørsler på jernbanerne falder, er det altså ikke sikkert, at den generelle selvmordsrate vil falde.

Dansk forskning skal give grønt lys 

Banedanmarks områdechef for kvalitet og sikkerhed Martin Harrow synes, at det japanske forsøg er interessant, men en implementering i Danmark kræver, at det danske forskningsmiljø siger god for det.

– Vi ville indføre det efter rådgivning fra dansk forskning. Vi tror på det, hvis dansk forskningsmiljø tror på det, siger Martin Harrow.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen opstod, da jeg læste en artikel på BBC future om blåt lys’ indvirkning på selvmordsraten i Japan i forbindelse med personpåkørsler. Jeg har indsamlet citater fra telefoninterviews med et vidne til en personpåkørsel i Danmark, en dansk ekspert i nudging og områdechef hos Banedanmark, samt fra et skriftligt interview med en dansk adfærdsanalytiker.