Ekspert: Miljørigtig afgift skulle ikke være afskaffet

Foto: MorgueFile
Den nu afskaffede afgift på indpakning, fik virksomheder til at droppe plastikken og vælge papir, siger miljøforsker Mikael Skou Andersen.
Foto: MorgueFile

”En afgift uden effekt”, ”formålsløs” og ”besværlig”. Sådan omtalte Brancheforeningen for danske plastvirksomheder, Plastindustrien, og Dansk Erhverv, den nu afskaffede afgift på miljøskadende indpakning-

Men det undrer miljøforsker Mikael Skou Andersen at regeringen afskaffede afgiften. I Danmark er mængden af plastikindpakning nemlig faldet, i modsætning til resten af Europa. Samtidig bliver der brugt mere papir.

Afgift afskaffet før forskning kom ud

Vindruer i gennemsigtige plastbakker, lasagner i foliebakker og appelsiner i plastiknet. Supermarkederne bugner af varer, der er pakket ind i plastik og aluminium.

Desværre fik man lejlighed til at afskaffe afgiften inden resultaterne blev kendt

Mikael Skou Andersen, professor ved Miljøvidenskab på AAU

Det skulle virksomhederne indtil 2014 betale afgifter for, for at få dem til at erstatte miljøskadende materialer, som plastik og aluminium, med papir eller træ. Og den grønne skat virkede.

Læs også: Polyester er mere miljøvenligt end bomuld

Det viser en undersøgelse Mikael Skou Andersen lavede for det Europæiske Miljøagentur.

– Desværre fik man lejlighed til at afskaffe afgiften inden resultaterne blev kendt, siger professoren.

Ifølge ham overtalte emballageindustrien regeringen til at afskaffe afgiften.

”For dyr for virksomhederne”

Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, vil ikke afvise at afgiften har haft en effekt på trods af at Dansk Erhverv har kritiseret afgiften kraftigt.

– Det er lidt ligesom fedtafgiften, jeg er sikker på, den også ville have virket. Afgifter virker, det ved vi jo. Men man må også sætte det i forhold til, hvad det skaber af problemer. Man skal have nogle afbalancerede virkemidler, siger Jacob Ravn.

Afgifter virker, det ved vi jo

Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv

Han mener, at afgiften har været ”for dyr for virksomhederne” og regner ikke med at Dansk Erhverv ændrer holdning til afgiften, på trods af dens miljømæssige effekt.

Plastindustrien: afgift alene ikke af betydning

Hos Plastindustrien er man ikke bekendt med undersøgelsens resultater. Helle Fabiansen, miljøchef i Plastindustrien, mener dog ikke at der er noget, der tyder på at afgiften virkede, på trods af stigningen i brug af papir og faldet i brug af plastik.

– En afgift alene er ikke af betydning i forhold til valg af emballagemateriale. Det er i hvert fald ikke noget af det, vi hører, siger Helle Fabiansen.

Læs også: Du sviner miljøet med dine vaskevaner

Hun mener at andre faktorer, som krise og skattestop, kan forklare forskningsresultaterne. Til spørgsmålet om, hvorfor tendensen er modsat resten af Europa på trods af, der også har været krise der, svarer Helle Fabiansen:

– Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke at afgifterne har haft en eller anden betydning, men så ville det nok være slået igennem i 2001, da afgiften blev ændret, så den blev mere målrettet, fortæller hun og henviser til statistik i Vismændenes Rapport 2013.

Den afskaffede skat er den vægtbaserede emballageafgift. Den er en del af flere afgifter på miljøskadende emballage. Der er således stadig afgifter på bl.a. plastikposer og engangsservice. Men den afskaffede, vægtbaserede afgift var den mest indbringende afgift, der gav ca. 450 mio. kr. i skatteindtægter årligt.