Verdens lykkeligste land er ligeglad med FN’s lykkedag

happiness
International Day of Happiness er et globalt event, der tilsyneladende ikke har slagkræft i Danmark
Foto: flickr.com

Mens man rundt om i verden organiserer flashmobs og sociale mødesteder på den internationale Day of Happiness, sidder danskerne uvidende og uforstående tilbage og pudser den dobbelte guldmedalje som verdens lykkeligste land.

Siden 2013 har samtlige 193 medlemslande i FN fejret International Day of Happiness den 20. marts.  Lykkeforskere mener, at Danmark ignorerer et vigtigt tiltag i et samfund, der sagtens kunne forbedres.

Vi bør have fokus på, hvad det er, der har gjort, at vi er så lykkelige.
Bent Greve, lykkeforsker

Nedenfor ses et interaktivt kort over tilmeldte til International Day of Happiness. Bemærk den lave antal i Danmark sammenlignet med vores naboer i Europa.

Danskerne er ligeglade med lykkedagen

NetAvisen tog på gaden for at tage temperaturen på danskernes holdning til den forestående lykkedag. En af de danskere, vi har talt med, er Mikael Svendsen på 30 år, der arbejder som slagter:

– Nej, jeg kender ikke dagen, og jeg synes ikke rigtig, den virker nødvendig. Vi er lykkelige nok i forvejen. Jeg behøver ihvertfald ikke en hel dag til det, siger den 30-årige slagter.

Og den holdning er han tilsyneladende ikke alene om at have. Af de ti danskere, NetAvisen har talt med, var der ikke en eneste, der var klar over, at fredag den 20. marts står i lykkens tegn. Samtidig var godt halvdelen enige om, at dagen ikke er nødvendig.

Læs også: Vi ved ikke, hvor lykkelige vi er

Dolly Nielsen og Jannic Rømer arbejder begge som salgsassistenter i Superbrugsen, Trekroner. Ingen af de to medarbejdere har hørt om FN-tiltaget i de tre år, det har eksisteret.

– Nej! Og det er da fordi, vi altid er glade, ler Dolly Nielsen, da hun forklarer, hvorfor hun ikke vil prioritere dagen selv efter at være informeret om dens kommen.

En misforstået højtid

Man har på internationalt plan forsket i lykke i over 30 år. Bent Greve er professor i samfundsvidenskab og har skrevet flere bøger om emnet lykke. Bent Greve peger på, at danskernes lave niveau af engagement bunder i forudiantagelsen af, at ‘det jo går meget godt i Danmark’.

– Jeg tror, det hænger sammen med, at vi synes, vi har det godt, og hvorfor skulle man så gøre mere? Det synes jeg er et forkert udgangspunkt. Det vil være bedre løbende at drøfte, hvad vi kan gøre, og hvordan vi fortsat kan forbedre det danske samfund for at sikre, at vi fortsat er et lykkeligt land.

Professoren mener også, at vi ikke overvejer, at International Day of Happiness er et globalt tiltag. Det medfører, at vi bør se ud over vores egne grænser og overveje, at det lykkelige menneske ikke kun er et spørgsmål om god økonomi. Det kan virke svært for danskeren at forstå i et samfund, hvor indtjening og karriere fylder meget i hverdagen.

Vi har det godt, og hvorfor skulle man så gøre mere?
Bent Greve, lykkeforsker

En god mulighed for at bibeholde titlen

Bent Greve, der er tilknyttet Instituttet for Lykkeforskning, mener, at den kommende festlighed er en unik mulighed for at revurdere lykken:

– Vi bør have fokus på, hvad det er, der har gjort, at vi er så lykkelige. Om der er ting, vi gerne vil lave om på, og om er der ting, vi skal være opmærksomme på i de kommende år. For at kunne bibeholde titlen som et godt samfund med gode muligheder, kunne den her dag være en god mulighed for at sige, hvad vi som borgere bør gøre for at vi får et endnu bedre samfund.

På Nørrebro ligger Danmarks uafhængige tænketank for lykkeforskning. Direktør Meik Wiking erkender også, at Danmarks opmærksomhed på lykkedagen er for lav. Generelt mener han, at Danmark er dårligere end andre nationer til at varetage og fejre FN-agendaer.

– Selvfølgelig vil vi gerne have mere bevågenhed om emnet i Danmark. Men meget gerne på, hvorfor FN ønsker at sætte fokus på emnet. Hvordan kan vi indrette vores samfund bedst muligt?

Begge lykkeforskere peger på, at International Day of Happiness er skabt, fordi FN i stigende grad har erkendt, at økonomisk vækst ikke er det eneste parameter for fremskridt. Agendaen har været vedtaget siden 2011, da FN opfordrede medlemslandende til at fokusere mere på livstilfredshed, trivsel og lykke.

Læs også: Sådan beholder vi titlen som verdens lykkeligste

International Day of Happiness falder hvert år den 20. marts, da det også er dagen for forårsjævndøgnet. Dagen markerer overgangen fra vinter til sommer og anses derfor allerede som en glædelig dag.

Download din egen Happiness pakke HER, kom på kortet, og bliv involveret i begivenheden.