Veteran: Danske skolebørn vækker mine krigstraumer

Krigen er ikke forsvundet fra Jan Sønderholms krop. Frygten for store menneskemængder, stress over ”skruer, møtrikker og græsslåning”, som han selv udtrykker det, og aggressionsudbrud uden grund har været en del af Jan Sønderholms hverdag, siden han var udstationeret som sergent i Kosovo i 1990. I dag, 22 år senere, har vreden, frustrationen, minderne og aggressionerne endnu ikke forladt hans 51 år gamle krop og sjæl. Han har posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

”Jeg bliver nemt irritabel, får aggressionsudbrud og stress. Jeg bærer mine følelser uden på tøjet,” fortæller Jan Sønderholm til Netavisen.dk ved en demonstration på Christiansborgs Slotsplads i går. De fremmødte er imod reglen om, at hjemvendte soldater ikke kan få psykologhjælp, hvis de søger om hjælp senere end seks måneder efter hjemsendelse.

En hurtig reaktion

Jan Sønderholm husker det ikke som om, at der gik lang tid fra hjemsendelse, før han reagerede psykisk på oplevelserne i Kosovo. Det er ifølge nye tal fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) usædvanligt. SFI’s tal viser, at halvdelen af dem der rammes af traumer efter krig, først oplever symptomer 3-5 år efter de er vendt hjem. Jan Sønderholm blev sygemeldt, men vendte hurtigt tilbage til militæret, selvom han stadig led efter oplevelserne i Kosovo. Kort efter sluttede Jan Sønderholm sin karriere i militæret, fordi Jan Sønderholm følte, at militæret ikke udviste forståelse for, hvad han havde oplevet i Kosovo.

”Jeg fik ingen hjælp. Der var ingen forståelse. Vi fik at vide, at hvis vi søgte psykologhjælp, var vi færdige i militæret,” fortæller Jan Sønderholm, der mener, at man i hans eget tilfælde burde have lyttet til erfaringerne fra udlandet. ”Man skulle have gjort brug af erfaringerne fra andre lande. Man havde de nødvendige erfaringer tilgængelige. Militæret troede bare, de var klogere end til at lytte til erfaringerne,” siger Jan Sønderholm.

Se også: Veteraner demonstrerer for anerkendelse og erstatning

Børn i krig i det lokale center

I dag hænger oplevelserne stadig fast i Jan Sønderholms erindringer, og vender med jævne mellemrum tilbage i hans hukommelse, som flashbacks og billeder, fra krigen i Kosovo. I stedet for at systemet hjalp ham, da han vendte hjem, må han nu selv betale prisen for turen til Kosovo. Det kan blandt andet være svært at kende forskel på hverdag og krig, når krigens scenarioer har boret sig fast i hukommelsen.

”Når skolebørn leger i det lokale center, kommer oplevelserne fra Kosovo tilbage,” fortæller Jan Sønderholm, der er sikker på, at oplevelserne i Kosovo har en direkte sammenhæng med hans hverdag i dag, hvor han bor i Jyllinge uden for Roskilde.

Krig med børn i ryggen

En af Jan Sønderholms mest voldsomme oplevelser i Kosovo sker foran en lokal skole, mens børnene er på skolen. Jan Sønderholms deling bliver beskudt, og skolen ligger bag dem.

”De der skyder mod os ender med at skyde direkte ind mod skolen. Der er børn, der bliver skudt, mens vi ligger der,” fortæller Jan Sønderholm efter at have holdt en talepause og knuget hænderne sammen, som for at kunne tænke tilbage på oplevelserne. ”Bare det at snakke om det bringer billederne tilbage,” fortæller Jan Sønderholm.

Læs også: "Krigsveteraner bliver behandlet som gladiatorer"

Ikke den eneste

Forklaringen på, hvorfor de hjemvendte soldater lades i stikken bunder i, at staten ikke er villig til at betale for den vare de har købt, mener Jan Sønderholm, med henvisning til, at staten ved at sende soldater i krig må forberede sig på at hjælpe soldaterne psykisk, når de vender hjem. Ifølge Jan Sønderholm er de 300 fremmødte på Christiansborgs Slotsplads kun en lille del af problemet.

”Vi er dem, der endnu kan rejse os og gøre opmærksom på problemet,” siger Jan Sønderholm. ”For hver af os der er mødt op i dag, er der 10, der ikke magter at møde op på grund af deres lidelser,” forklarer han og forsætter ”dem repræsenterer vi også i dag. Vi er kun toppen af isbjerget.”

”Jeg er stadig vred og bitter. Men det handler ikke om mig,” siger Jan Sønderholm, ”det gælder om fællesskabet, og vi skal fjerne 6 måneders reglen,” siger Jan Sønderholm, inden han skal over til talerstolen og resten af demonstrationen for at høre den første taler, der skal tale på Christiansborgs Slotsplads til dagens demonstration.