Fredsaktivist: Alarm-armbånd ville give tryghed

Nyt high-tech armbånd kunne have givet besked om danskers anholdelse i Israel. Foto: Privatfoto.
Nyt high-tech armbånd kunne have givet besked om danskers anholdelse i Israel. Foto: Privatfoto.

Danskeren Klaus Abildtrup ville gerne have haft et nyt alarm-armbånd på den 20. marts, hvor han blev anholdt af det israelske militær i forbindelse med en fredelig demonstration i byen Hebron. Her opholdt han sig som international fredsvagt med organisationen International Solidarity Movement, ISM.

Det er den svenske organisation Civil Rights Defenders, der har fået speciallavet et armbånd til menneskerettighedsforkæmpere i udsatte områder, som samarbejder med organisationen. Armbåndet slår direkte alarm til deres hovedkontor, sender besked om det ud på Facebook og Twitter og alarmerer fem personer i lokalområdet, hvis man trykker på en knap, tager det af eller forsøger at ødelægge det.

Læs også: Nyt high-tech armbånd skal hjælpe gidsler

Mere tryghed 

Alarm-armbåndet

  • Armbåndet skal forhindre, at menneskerettighedsforkæmpere forsvinder sporløst, fordi det sender et signal til Civil Rights Defenders.
  • Det skal i første omgang gives til lokale, som samarbejder med Civil Rights Defenders.
  • Den svenske fabrikant PFO tilbyder en ”almindelig” udgave af armbåndet for ca. 2230 kr.
  • Armbåndet kræver, at der er et mobilsignal og sender en præcis GPS-angivelse af ens position.
  • Kilde: pfoinc.com og Civili Rights Defenders

Selvom 21-årige Klaus Abildstrup var af sted med en organisation, ville det give en form for tryghed med et armbånd med GPS-signal.

Han havde ingen kontakt med Danmark i to dage efter, han var blevet anholdt, og fik ikke det opkald, han havde krav på.

– En af de ting, jeg synes, var hårdest, var uvisheden. Jeg vidste godt, at organisationen var klar over, vi var blevet anholdt. Men jeg undrede mig over, at ingen tog kontakt til mig. Hvem ved overhovedet, at man er der? Man kan ikke gøre noget som helst, og jeg måtte heller ikke få mit telefonopkald. Man er totalt låst. Armbåndet ville give en betryggende følelse, og med det ville man selv være i stand til at sætte et eller andet i gang, siger han.

Han henviser i samme åndedrag til, at det var en magtesløs og frustrerende oplevelse at sidde i det israelske fængsel.

Læs også: Dansker om palæstinensiske demonstrationer: Det har været nogle traumatiske uger

Klaus Abildtrup blev blandt andet anholdt sammen med en tysk fredsaktivist og smidt i fængsel i Hebron. Selvom det ikke var tilladt, fik hun skrevet en sms til nogle fra deres organisation, inden de blev kørt til en militærbase, hvor militæret tog tingene fra dem.

– Det var ikke i orden hverken at ringe eller skrive, men det lykkedes alligevel min tyske veninde at skrive en sms til nogle fra ISM, selvom hun var bundet med strips på ryggen, siger Klaus Abildtrup.

Ingen kontakt med Danmark

Alligevel hørte Klaus Abildtrup ingenting i de to første dage, han sad fængslet.

– Først om fredagen blev jeg ringet op af den danske ambassade, fordi min far havde set en video på Youtube, hvor jeg selv og de to andre fredsaktivister bliver ført væk, siger han.

Klaus Abildtrups familie havde ikke fået noget at vide om anholdelsen, indtil hans far fandt klippet på Youtube, hvor anholdelsen tilfældigvis er blevet filmet. Klaus Abildtrup har fået fortalt, det kun havde få visninger.

– Jeg mener kun, det var 58 visninger. Men min far er journalist og sonderede internetterrænet rimelig grundigt, fordi han vidste, jeg var der. Og så faldt han over klippet, fortæller Klaus Abildtrup.

Klaus Abildtrup stiller stadig sig selv det spørgsmål, hvorfor ISM ikke underrettede hans familie.

– Der ville et armbånd have givet noget ro i sjælen til mine pårørende herhjemme.

”Ville ikke få mig hurtigere hjem”

Klaus Abildtrup mener godt, armbåndet kunne have betydning for reaktionshastigheden, selvom man rejser med en organisation, der ved, hvor man er.

– Vores organisation har forskellige hovedsæder eller baser rundt omkring. Hvis der skete noget, ville vi måske kunne få det at vide en time før, så vi som fredsvagter ville kunne rulle ud, fortæller han.

Dog tror han ikke, det ville have gjort den store forskel rent praktisk.

– Jeg var nok kommet hjem på det samme tidspunkt alligevel. De har ikke lyst til at holde på en dansker i Israel, og organisationen fulgte procedurerne, fortæller han.

– Det, at det kommer hurtigt ud i medierne, er en god ting. Men i Israel og ved Vestbredden er der i forvejen meget mediedækning af det hele. Det ville nok gøre en større forskel i områder, hvor der ikke er lige så meget medie på, siger han.

Tilbage på dansk jord

Anklagen mod Klaus Abildtrup lød på, at han havde været voldelig over for en soldat i aktion, mens han ville anholde palæstinenserne.

– Men jeg rendte rundt og tog billeder og forholdt mig rolig, siger han.

Han opholdt sig på et tre månedes turistvisum i Israel, men forklarer, at han havde mellem at blive deporteret godt to måneder før, hans ophold oprindeligt skulle slutte, eller tage den op i retten for 20.000 kroner og et meget længere fængselsophold.

Derfor er Klaus Abildstrup nu tilbage i Danmark. Han skal begynde at studere til sommer.