Danskerne flyver inden for landets grænser som aldrig før. Og det vil vi nok blive ved med, så længe det er billigt, mener forsker
Bagagen lægges på båndet, flyet kommer på vingerne og til sidst ruller flyets hjul hen over den nye destinations landingsbane. Men Danmarks grænser krydses på intet tidspunkt.
Sådan ser rejsen ud for flere og flere passagerer. Helt præcist 601.000 passagerer rejste fra en dansk lufthavn til en anden i de sidste måneder af 2010. Det er en stigning på 20 procent i forhold til de sidste måneder i 2009. Især lufthavnene i Aarhus og Billund har oplevet en massiv fremgang. Det viser de nye tal fra Danmarks Statistik.
»Det er nok kombinationen af, at den økonomiske krise er klinget lidt af, og der er kommet mange lavprisselskaber på de indenlandske ruter,« siger lektor ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann, der er tilknyttet universitetets trafikforskningsgruppe.
Kun vulkanen var i vejen
De mange passagerer på indenrigsflyvninger har også været stigende hele 2010. Kun udbruddet i den islandske vulkan Eyjafjallajökull i april satte en midlertidig stopper for den nationale flytrafik.
Og udviklingen kunne godt fortsætte mener Harry Lahrmann.
»Billige priser inspirerer til større forbrug, sådan er det jo altid,« siger han.
Han tror på, at stigningen bliver ved, hvis priserne bliver på det lave niveau og den økonomiske krise for alvor klinger af.
Læs også:
Find dig ikke i ændrede flytider
Flere flyver med SAS og Cimber Sterling