Det ukrainske flag vajer over Ordrup Gymnasium i Nordsjælland, som torsdag danner ramme for arrangementet ’Gårdmarked for Ukraine’. Skolens elever har klassevis arrangeret boder med salg af tøj, mad og drikke samt en tombola med præmier sponsoreret at lokale forretninger. Sammen med en online indsamling skal torsdagens marked skrabe penge sammen til Dansk Flygtningehjælps indsats for ukrainske flygtninge, og målet er klart: der skal stå 50.000 kroner inden ugens udgang.
DRC Dansk Flygtningehjælps arbejde i Ukraine
DRC er til stede med mere end 200 medarbejdere og hjælper med:
- Beskyttelse og juridisk hjælp til 582.000 mennesker
- Minerydning og undervisning til 1.500.000 mennesker
- Telte og tag over hovedet til 2.000 familier
- Økonomisk hjælp til 15.000 mennesker
Initiativet er en del af temaugen ’Bæredygtig bevågenhedsuge for en bedre verden’, hvor eleverne hvert år lærer om det aftryk, de sætter på verden både klimamæssigt og menneskeligt – og i år har skolen sat Ukraine på skoleskemaet.
Forsøger at gøre en abstrakt konflikt konkret
Ifølge international koordinator og medarrangør af Gårdmarked for Ukraine, Christopher Bisgaard Olesen, vil skolens elever rigtigt gerne hjælpe de ukrainske flygtninge, men de har svært ved at finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe dem. Derfor ser han to fordele ved at have fokus på Ukraine i temaugen:
– Vi håber selvfølgeligt på at kunne hjælpe nogle af de ukrainske flygtninge, og så håber vi også, at vi gennem fokus på Ukraine i temaugen kan være med til at gøre situationen nærværende for vores elever, siger Christopher Bisgaard Olesen.
Han fortæller, at indsamlingen og markedet er en måde at gøre situationen mindre abstrakt for skolens elever samt at give dem konkrete måder, hvorpå de kan hjælpe de ukrainske flygtninge.
Læs også: Kunstnere donerer værker til fordel for ukrainske flygtninge
Til at trække lokale – og deres penge – til markedet har skolen allieret sig med tv-journalist Rasmus Tantholdt, der kommer gratis til skolen og holder foredrag. Rasmus Tantholdt er netop hjemvendt fra 40 dage i Ukraine, og til foredraget vil han dele ud af den viden og erfaring, han har taget med sig hjem derfra. Foredraget er åbent for alle, og billetgebyret går ubeskåret til skolens indsamling.
Ressourcer forpligter
Til at hjælpe med at arrangere Gårdmarked for Ukraine, indsamle sponsor-gaver til markedets tombola samt at stå for en tøjindsamling har skolen nedsat et midlertidigt Ukraine-udvalg. Udvalget er drevet af elever, og én af dem er Wilhelm Ditlev Christian Thomsen fra 2.a. Ifølge ham er det oplagt, at Ukraine-konflikten er kommet på skoleskemaet:
– Det er fuldstændigt på sin plads, at Ukraine er en del af temaugen, og det ville slet ikke give mening, hvis det ikke var. Vi har så mange ressourcer på vores gymnasium, som giver os muligheden for at gøre en forskel for nogle, der lider. Så det synes jeg, at vi som gymnasium har en forpligtigelse til, fortæller han.
Hos Dansk Flygtningehjælp beundrer man gymnasiets initiativ og særligt de unges engagement:
– Det er enormt opløftende at se, hvordan unge som dem på Ordrup Gymnasium engagerer sig og ønsker at hjælpe de millioner af mennesker, der har måtte forlade deres hjem og hverdag i Ukraine. Med en fjerdel af befolkningen på flugt er behovene i og uden for Ukraine kæmpe store, siger Kasper Viebke, fundraisingchef i DRC Dansk Flygtningehjælp.
Han fortæller, at støtten fra indsamlingen gør en stor forskel og er med til at sikre, at flygtninge og fordrevne får den nødvendige hjælp.
Wilhelm Ditlev Christian Thomsen forventer, at han og de andre gymnasieelever når målet på 50.000 kroner:
– I og med at alle indtægter fra boderne og salg af billetter til foredrag med Rasmus Tantholdt går til indsamlingen, håber vi meget på, at vi kan nå målet om at samle 50.000 kroner ind til Dansk Flygtningehjælp, siger han.
Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen kom fra et Facebook-event for Gårdmarked for Ukraine. Det ledte til kontakt med både elever og lærere fra Ordrup Gymnasium, som er aktive i at arrangere gymnasiets hjælp til ukrainere. Kilderne blev interviewet telefonisk, og Dansk Flygtningehjælp har sendt citat på skrift.