Vinterbadeklub vil miste direkte adgang til havet

Sauna i Gilleleje
En af Nordkystens vinterbaderes sauna, der ikke længere må stå i Gilleleje ved strandbakkerne. Foto: Thea Grunnet

At bade i Danmarks iskolde vand og efterfølgende lune sig i en varm sauna er blevet meget populært de seneste år. Det har resulteret i lange ventelister på vinterbadning- og saunaklubber i hele landet. Det har vinterbadeklubben, Nordkystens vinterbadere, gjort op med og startet deres egen vinterbadeklub, uden ventelister og indtil videre tre saunaer i Gribskov Kommune.

Men de bliver mødt med modstand fra Kystdirektoratet.

Nordkystens vinterbadere kan ikke få tilladelse fra Kystdirektoratet til at beholde deres saunaer, på deres nuværende placeringer. Det skyldes en manglende lokalplan fra kommunen. Dispensation gives heller ikke til saunaerne, på trods af at der er givet dispensation for sheltere langs kysten.

Det er ekstrem meget bureaukrati for noget, som er til glæde og gavn for alle, og jeg har ikke hørt nogen brokke sig overhovedet over, at saunaerne står der. Tværtimod synes folk bare, at det er dejligt.
Gitte Larsen, formand, Nordkystens vinterbadere.

Nordkystens vinterbadere 

  • Foreningen er stiftet d. 24. marts 2022
  •  1.241 medlemmer i deres Facebook-gruppe
  • Foreningen har tre saunaer: En sauna ved Strandbakkerne øst for Gilleleje, en sauna i Dronningmølle og en sauna i RågelejeKilde: Nordkystens vinterbaderes Facebook-side

Ifølge Kystdirektoratet er deres beslutning om ikke at give dispensation taget,  da det ikke er til gavn for fællesskabet. 

– Det er vigtigst at vide, at det er lettere at få dispensation til et anlæg, der er frit tilgængeligt for offentligheden, og dermed er til gavn og glæde for alle. Mens det er sværere at opnå dispensation til anlæg, der er tiltænkt en begrænset kreds af brugere, skriver Kystdirektoratet i et skriftligt svar til NetAvisen.

Men offentlighed og åbne fællesskaber er ellers netop målet med foreningen “Nordkystens vinterbadere”. 

– Alle kan melde sig ind i foreningen. Vi ønsker at forblive en åben forening uden venteliste, og hvis der er behov for det, så opstille flere saunaer, siger Gitte Larsen. 

LÆS OGSÅ: Du skal vente op til otte år for at vinterbade

Kystdirektoriatet skriver i sit svar, at der bør dispenseres til støtte for friluftslivet, men giver stadig ikke dispensation til “Nordkystens vinterbadeklub”.

– Der er en lovbemærkning i 1994-loven og igen i 2017-loven, hvor der står, at der bør dispenseres til mindre nyanlæg til støtte for friluftslivet. Det forudsættes i praksis og i bemærkningerne til 2017-loven, at anlæggene er frit tilgængelige for offentligheden, skriver Kystdirektoratet.

Gitte Larsen har kontaktet Kystdirektoratet for at understrege, at denne klub er tilgængelig for alle, men det ændrer stadig ikke direktoratets afgørelse.

– Vi burde jo få et ja, men de har ikke præcedens for at give lov til saunaer, så det ønsker de ikke, modsat sheltere, som der nu er blevet præcedens for. Jeg har skrevet alt det til Kystdirektoratet, men det ændrer ikke deres foreløbige afslag, siger Gitte Larsen, formand for “Nordkystens vinterbadere”.

Saunaerne har for denne sæson fået lov at være der på en forsøgsordning, og har fået meget opbakning fra beboerne i Gribskov Kommune. Foreningen håber, at de kan vende tilbage med alle saunaerne, når det igen bliver vinterbadningssæson.

– I løbet af en uges tid har jeg linket til den underskriftindsamling, hvor vi skal samle 50.000 underskrifter for at det kan blive taget op i folketinget, siger formand Gitte Larsen.

Sådan gjorde vi: Journalisten var i Gilleleje i påsken. Da journalisten var ude og tage billeder mødte hun en saunabruger, der fortalte hvor kede af det de var, fordi saunaerne skulle flyttes. 

One Response to "Vinterbadeklub vil miste direkte adgang til havet"