Vækstpris går i hat og briller

Det er hårde tider for danske virksomheder, men i Vejle sidder Søren Reinhold Jensen og glæder sig. Hans virksomhed Gag & gimmick, der sælger kostumer, parykker og sjove hatte, er blevet nomineret til Børsens Gazellepris, en årlig kortlægning og prisuddeling imellem de danske firmaer, der har oplevet størst vækst i det forgangne år. Heraf navnet Gazelle, der er en hurtigløber, dog ikke på savannen, men i stedet på virksomhedernes bundlinje.

  

Fokus på nye produkter betaler sig, trods hård konkurrence 
For Gag og Gimmicks ejer, Søren Reinhold Jensen skyldes den store succes primært forretningens store fokus på nye produkter, som kunderne har taget til sig.
 
 
»Jeg tror, at det har noget at gøre med at vi udvikler os, at vi fokuserer på at udvide sortimentet og hele tiden gøre det billigere og bedre for kunderne. Vi har bl.a. en regel om, at vi skal genere og finde nye produkter hver måned. Det er vi hele tiden på jagt efter.«
 
 
Men selv for en virksomhed, der oplever stor vækst, er konkurrencen benhård. Ikke på grund af krisen eller kundernes købekraft, men internt i branchen.
 
 
»Vi har oplevet, at en vores store leverandører hellere ville sprede sig udover flere mindre virksomheder, i stedet for en stor, hvilket har medført en hård priskonkurrence på produkterne. Samtidig er konkurrencen meget, meget hård, da det jo er blevet så nemt, at åbne en webshop, at det gør helt ondt,« siger han.
 
 
I kombination med dette er flere og flere leverandører begyndt, at tilbyde lagerservice som et led af samarbejdet med e-butikkerne, hvilket rammer de forretninger der stadigvæk har egne varelagre for millioner af kroner.
 
 
Den indirekte marketing er vejen frem
Et andet punkt Søren Reinhold Jensen fremhæver, er virksomhedens marketingsstrategi, hvor man bevidst har valgt at fokusere udelukkende på indirekte marketing. Så når kunderne fx søger kostumer frem på Google, ligger Gag & Gimmick pænt i placeringen over søgeresultaterne.
 
 
En strategi som er meget udbredt indenfor mindre og mellemstore internetbaserede virksomheder, mener lektor på Institut for afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School Niels Kornum.
 
 
»Det er det, de fleste mindre virksomheder gør, i kombination med word-of-mouth, for at få folk og medierne til at snakke om en. Tag nu Aarstiderne, der er meget dygtige til det, og opnåede en stor omsætning og mange kunder uden overhovedet at bruge en krone på klassisk marketing. Det er slet ikke usædvanligt, og almindeligt for den type virksomheder, da man alligevel ikke kan konkurrere med de store firmaers marketingsbudgetter.«
 
 
Han påpeger også, at flere undersøgelser har vist, at forbrugerne stoler mere på venner og bekendtes udsagn, end på store firmaers reklameslogans og reklamekampagner.
 
 
Kraftigt fald i vækstvirksomheder de seneste år
I dag offentliggør Børsen listen over deres nomineringer til årets Gazelle pris, og derved også de virksomheder, der kan skrive gazeller på visitkortene. De nye nøgletal viser, at 827 danske virksomheder kan kalde sig gazeller. Det er et markant fald, set i forhold til sidste år, hvor 1051 firmaer kunne skrive sig på den fornemme liste, og kigger man på tallene fra 2009, er listen af gazelle virksomheder blevet barberet ned med 60 procent.
 
 
For at kunne kalde sig en gazelle virksomhed, skal man have omsat for mindst en mio. kr. og fordoblet sin omsætning på 4 år, en ære der kun tilfalder 2,4 procent af de virksomheder, der deltager i undersøgelsen. De regionale vindere og den landsdækkende vinder af dette års Gazellepris findes i løbet af ugen ved forskellige konferencer rundt om i landet. 
Kilde: Børsen – Gazellerne 2010, udført af Greens analyseinstitut (sidste års rapport)