Klamme klovne grovhitter til halloween

Førstepladsen til årets uhyggeligste halloweenkostume går til de klamme klovne.
Foto: Andrew, Flickr.

Et bredt smil og en rød næse skulle egentlig bare være sjovt. Men noget tyder på, at det er blevet det mest uhyggelige danskerne kan komme i tanke om, når de skal klædes ud til halloween.

Sådan lyder meldingen fra nogle af Københavns populære kostumeforhandlere.

– Alle former for klovne, lige fra Joker, som vi kender fra Batman, til Pennywise og alle andre former for scary clowns, er helt klart det, der hitter i år. Det er uden sammenligning det, vi sælger mest af, fortæller ejer af Fest & Farver Maiken Beck.

Tendenserne til de populære halloweenudklædninger kommer i kølvandet på, at filmene “IT” og “Joker” fornyligt har haft præmierer i de danske biografer. Og spørger man Lykke Uhlmann, der driver Partybutikken, er der en sammenhæng.

Hun oplever også den stigende popularitet for de filminspirerede halloweenkostumer.

– Zoombier har i mange år været et hit, men man ser i stigende grad, hvordan klovne- og jokerkostumer tager over, fortæller Lykke Uhlmann og bliver bakket op af Maiken Beck.

– De to udklædninger er klart dem, der ligger nummer et. Der er ikke nogen andre udklædninger, der når dem til sokkeholderne, slår ejeren af Fest & Farver fast.

Halloweentrenden boomer

Halloween er blevet mere og mere populær i Danmark, og det kan også ses i antallet af danskere, der investerer i udklædning op til højtiden.

En analyse lavet af Dansk Erhverv viser nemlig, at hele 42% af Danmarks befolkning køber udklædning til børnene i husstanden.

Analysen viser også, at 44% af familier med børn under 18 år gør noget specielt i forbindelse med halloween, og derfor må det antages, at halloween altså er kommet for at blive.

Sådan gjorde vi: Artiklen er skrevet idet højtiden halloween er lige rundt om hjørnet. Spørgsmålet var derfor, hvilke halloweenkostumer der hitter i år og hvorfor. Journalisten har kontaktet nogle udklædningsbutikker telefonisk, for herigennem at finde ud af, hvad der blev solgt mest af.