Workshop skal styrke unge iværksættere

Startup Borgen er en workshop for unge iværksættere Foto: Gry Josefine Løvgren
Startup Borgen er en workshop for unge iværksættere

Foto: Gry Josefine Løvgren

Danmark er for nyligt blevet nomineret som det bedste land i Europa til at være iværksætter i. Det fremgår af undersøgelsen Global Entrepreneurship Index.

Og rigtig mange unge vil gerne være iværksættere. Det stod klart i weekenden til workshoppen ”Startup Borgen”, hvor unge iværksættere mødtes for at udvikle deres idéer.

NetAvisen lagde lørdag vejen forbi workshoppen, der forgår på Christiansborg. På det tidspunkt summer fællessalen af liv. Derudover bevidner de mange tavler med gule post-it-sedler på, at der også summer af idéer.

Hvad er Startup Borgen?

– Startup Borgen er en non-profit organisation startet af studerende og iværksættere.

– Workshoppen der bliver holdt fra d.30 oktober – 1. november 2015, er en mulighed for unge iværksættere til, at få sparring med eksperter og mentorer.

– Man kan få træning i at pitche sin idé samt mulighed for at møde andre iværksættere.

Kilde: www.startupborgen.dk

Næstformand for Startup Borgen, Troels Jørgensen, er også til stede, og han er begejstret for Danmarks nyerhvervede titel.

– Jeg ser den her første plads som en cadeau. Som om at vi har muligheden for at være iværksættere, men hvis vi ikke udnytter muligheden, er det lige meget. For selvom vi er det bedste land er vores dimittendarbejdsløshed høj. Og hvad betyder det så at lægge nr.1, hvis der ikke er noget job til de unge dimittender? Det betyder måske, at der er en grobund for, at de selv kan gå ud og lave deres job, siger han.

Danmark har mange muligheder
En af grundene til, at Danmark har fået en høj score som det bedste iværksætterland i Europa, er blandt andet de muligheder, der er for at starte en virksomhed samt mulighed for networking, står der i undersøgelsen.

Et resultat som Mentor til Startup Borgen, Jesper Damlund, godt kan genkende.

– Der er flere muligheder for at lave virksomhed nu, flere penge at søge, flere investorer, siger han.

Workshop-deltager Anca Croitoru, der studerer på CBS, kan også nikke genkendende til de mange muligheder. Og synes især at hun har fået meget støtte i det projekt, hun sammen med sine to kollegaer er igang med at udvikle.

– For at være ærlig så tror jeg, ikke jeg kunne have den her iværksætter vision hjemme i Rumænien, hvor jeg kommer fra. Der er mere støtte her. På CBS støtter man det at skabe nye ting med f.eks mentorer.
Anca Croitoru, workshop-deltager

Anca Croitoru og hendes to kollegaer ønsker at udvikle et værktøj, der skal gøre de metoder firmaer ansætter deres medarbejdere ud fra mere kvalitative. Et projekt de fortæller om med stort engagement.

Læs også: Ekspert: Sikkerhedsnet får nye iværksættere til at tøve

Chastine Christiansen, der har studeret filosofi samt gået på institut for kunst og kultur, er også deltager i workshoppen. Hun ser klart, at iværksætter vejen er den rigtige for hende. Hun synes, der er rigtig mange tilbud til iværksættere i Danmark, men understreger, at de kan være svære at finde frem til.

– Jeg tror ikke rigtigt, at dem, der kommer fra de uddannelser, som jeg har taget, har nogen form for god indgangsvinkel til at vide, hvilke tilbud der er, siger hun.

Hun understreger, at hun havde brugt omkring et halvt år på at snuse til iværksætteri, inden hun begyndte at opdage, hvilke muligheder der var.

Workshoppen er givende for de unge deltagere
Forhindringer eller ej, så er det tydeligt, at både Chastine Christiansen og Anca Croitoru brænder for deres idé og gerne vil føre den ud i livet. Og her ser de Startup Borgen som et vigtigt arrangement.

– Workshoppen kan gøre os skarpe på, hvad det egentlig er for et produkt, vi har, siger Chastine Christiansen.

Anca Croitoru stemmer i.

– Man bliver både presset, men får også moralsk støtte, siger hun.

Læs også: Dagpengekommissionen: Vi havde ikke tid til iværksætterne

At de to workshop-deltagere føler, de får støtte til at udvikle deres ideer vil angiveligt falde i god jord hos Troels Jørgensen. Han mener, at innovation skal være med til at skabe de virksomheder, som skal drive Danmark i fremtiden.

– Verden oplever mange problematikker. Flygtningestrømme, forurening, og at folk ikke længere passer ind i en 37 timers arbejdsuge. De problemer skal løses, og vi vil gerne være med til at skabe de virksomheder, som skal løse dette, siger han.

Starup Borgen sluttede søndag aften med en prisuddeling, hvor de bedste ideer bliver kåret. Præmien var startkapital til ens virksomhed.