Spil billard og bordfodbold i arbejdstiden

Tag et slag billard eller se tv i arbejdstiden. Sådan er opfordringen i Rambøll. Det giver konstruktive idéer, siger forsker

Tag et slag billard eller se tv i arbejdstiden. Sådan er opfordringen i Rambøll. Det giver konstruktive idéer, siger forsker

Rambølls bygning i Ørestad har rum, hvor medarbejderne kan spille billard eller se tv i arbejdstiden. Der er mange muligheder for at tage sig en pause i arbejdsdagen. Der er ikke bare kaffeautomater, men små køkkener, hvor de ansatte kan small talke. 

»Vi skulle jo have nogle kaffeautomater uanset hvad, og det er vigtigt, at vi har nogle områder, der understøtter det, at man kan koble af. Ligesom vi har medarbejderrum, hvor man kan gå ned i arbejdstiden og lige tage et break«, siger Simon Sparre Pinnau, driftschef i Rambøll. 

Med et sygefravær på 2 procent og medarbejderundersøgelser, som viser en tilfredshed på 4 ud af 5, er der grund til at tro på, at det er den rigtige vej. Rambøll har pt. 1.500 medarbejdere.

Kloge, kreative rum

Kreative tanker har til tider brug for andet end et skrivebord med en computer, hvis de skal udvikle sig. 

»En organisation, der har en forståelse for, at man i bogstaveligste forstand skal skabe nogle rum, der gør, at nogle konstruktive idéer kan udvikle sig, blive ført frem og taget vare på, det er en rigtig klog organisation«, siger Anita Mac, forsker i kreative arbejdsformer, moderne ledelses- og organisationsformer ved Roskilde Universitet. 

»Det kan godt være, at nogle af rummene egner sig godt til at holde pauser i – de egner sig også glimrende til at arbejde i. Det er det, man har brug for», siger Peter Brandt, HR-chef I Rambøll.

Det kan ifølge Anita Mac være en del af en strategi om at få medarbejderne til at være mere loyale: 

»Jeg tror, at det, de tænker på, er, at denne i her virksomhed, som jo er innovativ, der ved de, at der skal nogle ting til. Medarbejderne skal føle sig godt tilpas, for at de gider være der, for at de kan være kreative og innovative. Så skaber virksomheden et miljø, der appellerer til det.« 

Nye møder giver inspiration

Selv om der ikke bliver lavet målinger på medarbejdernes effektivitet, er fornemmelsen hos Rambøll, at det er noget, der virker.

»Vi kan tydeligt se, at huset haft en inspirerende og motiverende effekt på vores medarbejdere«, siger Peter Brandt. 

Peter Brandt understreger, at huset er bygget, så det passer til virksomhedens processer. Det handler om, at medarbejderne får »muligheden for at arbejde i en anden kontekst, mødes med kollegaer og diskutere, hvad man er i gang med«, siger han. På den måder opstår der ifølge ham en anden inspiration, fordi man møder hinanden på en anden måde, når man skifter kontoret ud med tekøkkenet. 

Stolen tager larmen

I huset er der også en særlig form for lænestole, der er lavet for at lukke lyd ude. 

»Man kunne nemt finde nogle billigere møbler, men det er ikke prisen vi har fokuseret på. Fokus er, at det skal fungere«, siger Simon Sparre Pinnau. 

Anita Mac vurderer, at de specielle stole er vigtige: »Der er en masse hensyn, man skal tage, som vi kender fra storrumsproblematikker.« Store rum med mange mennesker kan være fyldt  med støj, og derfor er det vigtigt, at medarbejderne kan få lov at koble af. 

»Det, at man lægger mulighederne, for at der kan ske noget konstruktivt og kreativt, ind i arbejdet, er utrolig klogt. Man ved også, at det faktisk meget ofte sker, når vi slapper af, efter vi har været i gang med et eller andet«, siger hun. 

Læs også:

HK: Absurde ansættelsesforhold hos kendt tøjkæde

Du kan stadig pulse løs på firmaets regning