Forsker: Kønnede kampagner i sport er en “selvopfyldende profeti”

Professionel golfspiller Nicole Broch Estrup oplever, at mediedækningen af kvinde- og mandegolf er meget forskellig: “Vi har næsten altid skulle gøre mere end herrerne for at blive omtalt i medierne,” siger hun. Foto: Tristan Jones, LET.

De seneste år har man i sportens verden set målrettede kampagner for at få fat i ét bestemt køn – og især piger og kvinder.

Dansk Golf Union startede i 2020 forløbet ”Kvinder og Golf” med det formål at få flere kvindelige medlemmer i de danske golfklubber. Tilsvarende er det nyere ”Mænd og Golf” et forløb henvendt til nye, mandlige golfspillere.

Selvom de kønsopdelte rekrutteringer af nye, kvindelige golfmedlemmer ser ud til at virke, og forløbene ifølge golfunionen ofte er succesfulde, kan de fungere som “en selvopfyldende profeti”.

Sådan lyder vurderingen fra Lene Bull Christiansen, der forsker i køn og repræsentation på Roskilde Universitet.

Det kan nemlig være med til at skabe “en forestilling om, at kvinder ikke sådan er helt naturlige golfspillere, de skal ligesom hjælpes mere på vej end mænd. Som så understøtter sådan nogle forestillinger om, at kvinder ikke er lige så dygtige til sport som mænd”, siger Lene Bull Christiansen.

Af andre rekrutteringskampagner kan nævnes ”Pigeraketten” fra Dansk Boldspil-Union, som er en kampagne, der skal få flere piger til at spille fodbold.

Læs også: En særlig raket skal få flere piger til at trække i fodboldstøvlerne. 

Forskelsbehandling i medierne

Nicole Broch Estrup er professionel golfspiller. Siden sin opstart som 9-årig i Hillerød Golfklub har den nu 30-årige golfspiller brugt mange timer på banerne. Gennem sin karriere har hun oplevet en forskelsbehandling af mandlige og kvindelige professionelle golfspillere.

Forskelsbehandlingen ses blandt andet i mediedækningen, mener hun.

Sammen med de professionelle golfspillere Nanna Madsen og Emily Pedersen, som hun har fulgtes med i sin karriere, er Nicole Broch Estrup gennem tiden blevet omtalt i medierne.

– Vi har næsten altid skulle gøre mere end herrerne for at blive omtalt i medierne. Selv når vi har gjort det ret godt, så er vi lige kort blevet nævnt, og så har fokus været på noget andet. Hvis vi er blevet nr. 10 i en major, som er en af de største fem turneringer, vi har, er der blevet snakket mere om noget andet, siger hun.

Nicole Broch Estrup ser særligt en tendens i mediedækningen, når det kommer til prioriteringen af sendetid.

– Det er ikke fordi, vi ikke får omtale, men i kvindegolfen, og generelt i kvindesport, mangler vi en ordentlig platform. Vi bliver vist for lidt. Hvis vi blev vist mere, ville folk også se, at vi også kan nogle gode ting. Det er som om, at kvindesport men også generelt for kvindegolf, at vi bliver nedprioriteret og vist i ydretimerne. Hvis vi overhovedet bliver vist, er det tit genudsendelser. Vi bliver bare ikke prioriteret, siger Nicole Broch Estrup.

Gamle mænd i ternede bukser

Der er mange sportsgrene og formentlig lige så mange fordomme om dem – de findes i hvert fald om golfverdenen, siger Dansk Golf Unions udviklingskonsulent Sarah-Cathrine Wandsø.

Hun ser med forløbet “Kvinder og Golf” et behov for at få flere kvinder ind i klubberne.

– Golf i gamle dage var en mandesport. Vi har jo alle sammen lidt det der billede af gamle mænd i ternede bukser. Jeg tror, det er det, der lidt hænger ved, siger hun.

”Kvinder og Golf” henvender sig til kvinder over 18 år, der gerne vil lære at spille golf. I løbet af det otte uger lange forløb kan holdets ca. 20 deltagere se frem til sammen at blive indført i golfens verden.

– Mange kvinder kommer i gang med golf, fordi deres mand spiller golf. Så står de der og skal starte sammen med manden og hans golfvenner eller hans tidligere fodboldvenner. I det her tilbud, starter man på lige vilkår med en hel masse andre, forklarer Sarah-Cathrine Wandsø.

Nicole Broch Estrup ser også en vis golfkultur.

– Generelt opfatter folk det som en gammelmandssport. At man skal være lidt fin på det, det er dyrt og at man skal gå i noget bestemt tøj. Der er er ved at blive gjort op med nogle af fordommene, men der er helt klart stadig fordomme omkring golf. Golf er så meget andet end det, siger hun.

Goodiebags til kvinderne

Dansk Golf Union gør noget aktivt for at få flere medlemmer til klubberne. Kigger man på DGU’s hjemmeside kan man i drejebogen om ”Kvinder og Golf” og “Mænd og Golf” læse tankerne bag forløbene.

Forløbet ”Kvinder & Golf” er ikke som de fleste begynderhold. Klubberne skal “via sociale aktiviteter, lukkede Facebook grupper og faste tovholdere” få skabt et fællesskab, hvor “alle kommer til at føle sig som en del af holdet”, står der på hjemmesiden.

Det beskrives derudover, at “Kvinder og Golf” er dyrere end andre begynderforløb, fordi “kvinderne skal forkæles, nurses, have tøj, goodie-bags, mad, drikke og alt muligt andet godt.”

Til sammenligning står der om ”Mænd og Golf” blandt andet, at her er der “ikke brug for Facebook-grupper, ens trøjer og alt for meget hygge.” Der er lagt vægt på at  “mændene vil bare lære at spille golf” og “måske gerne have et par håndmadder og en øl eller vand efter træning.”

Dansk Golf Union tilbyder også at hjælpe med rekruttering af medlemmer til golfklubbernes andre begynderforløb, herunder til hold hvor medlemmerne er blandede køn.

Forskellige behov for mænd og kvinder

Udviklingskonsulent for Dansk Golf Union, Sarah-Cathrine Wandsø var med til at starte konceptet “Kvinder og Golf” op i 2020. “Mænd og Golf” er efterfølgende blevet udviklet. Hun forklarer, hvilke tanker de har gjort sig bag forløbene.

– Vi har ikke talt med mændene om det, men vi har kigget lidt på de mænd, vi nu støder på i det daglige med golfen, og dem vi kender. Det er i hvert fald vores indtryk, at der ikke er samme behov for alt det her hygge, hygge, hygge. Det er lidt en kvindeting. Men de har behov for efter træning at gå ind og få en kold drik på terrassen, eller få et stykke smørrebrød, siger hun.

– Vi nærmer os det, som er efterspurgt. Vi prøver at lave de ting, som nye golfer gerne vil have. Det er ikke sikkert, vi rammer plet hver gang, men nogle gange gør vi det, og lige præcis ”Kvinder og Golf” har været en succesoplevelse, siger hun.

Læs også: Golfklub gentager succes: Der skal flere kvinder i klubben.

”Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars”

”Mænd & Golf” er en efterfølger til det populære ”Kvinder & Golf” og bygger egentlig på de samme principper, om end med tanke på, at kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars.”

Sådan står der sort på hvidt i drejebogen, som DGU har udarbejdet i forbindelse med forløbet ”Mænd og Golf”.

– Man skal ikke lægge så meget i det, andet end at det er en talemåde. Men selvfølgelig illustrerer det, at der er bare forskel på at være mænd og kvinder. Jeg ønsker helt klart ligestilling i Danmark, men jeg synes ikke, der sker noget ved, at man tilegner, hvad kønnene hver især vil. Vi er jo ikke et fælles køn, siger hun.

Selvopfyldende profeti

Kønsforsker Lene Bull Christiansen, Roskilde Universitet belyser, hvad det har af betydning, når man henvender sig forskelligt til kønnene.

– Det er som en selvopfyldende profeti på en eller anden måde. Man har en forforståelse af, hvad kvinder og mænd henholdsvis har brug for, og så går man ud og producerer dét. Hvis en klub tilbyder, at “nu laver vi et særligt kvindehold, hvor der er alle mulige lækre ting og tilbud”, så er det klart, at det er det, folk kommer til. Det inkluderer nogen, og ekskluderer nogle andre, siger Lene Bull Christiansen.

De kønsopdelte forløb kan have betydning for, hvordan kønnene opfører sig.

De kan påvirke måden, man ser på kvinder i sport.

– Når folk bliver behandlet forskelligt, så opfører de sig også forskelligt. Det bliver ved med at opretholde både ideen om, at der er forskel, men også det at folk har forskellige betingelser forskellige steder. For eksempel den her ide om, at kvinder har virkelig brug for at blive nurset, når de skal ind i den her sport, forklarer Lene Bull Christiansen.

Sarah-Cathrine understreger, at forløbet ikke skal ses som værende nedladende mod kvinder.

– Det er vigtigt for mig at sige, at det aldrig har været meningen med ”Kvinder og Golf” at tale ned til kvinderne, eller gøre dem dårligere end mændene. Tværtimod har det været at tilbyde dem noget, som de rigtig godt kan lide. Lige så vel, som vi gerne vil tilbyde mændene noget, som de rigtig godt kan lide, siger hun.

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel stammer fra journalistens undren om kønsfordelingen i golfsporten. Hertil kom interessen for at undersøge, hvordan man rekrutterer nye medlemmer. Vi har været i kontakt med alle kilder via telefon. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.