Af Malene Jensen og Lukas Oliver Rastovic
På gadehjørnet ved Folkets Park på Nørrebro ligger Spidsroden. Her har den i 20 år solgt nøje udvalgte fødevarer. Spidsroden har et koncept, der bygger på både bæredygtighed, biodynamik, vegetarisme og veganisme samt ‘kooperativ virksomhedsstyring’.
– Vi er Danmarks første, eneste, økologiske og vegetariske forretning, siger Signe Hansen, der er medejer af Spidsroden.
– Alt er økologisk eller vildtgroet. Alt andet, som ikke er madvarer, skal også være økologisk. Vores varer har vi valgt på baggrund af, at de er produceret af folk på overenskomst, og at de er lavet i lokalområdet, fortæller hun.
Læs også: København får smag for vegansk til International Veganerdag
Veganske specialiteter
En grøn tendens i Danmark
I Danmark er ca. 1,8 % vegetarer og veganere. Af dem er ca. 70 % kvinder.
Omtrent 8,2 % danskere spiser overvejende vegetarisk, hvoraf 68 % er kvinder.
Omkring 28 % danskere har mindst én kødfri dag om ugen.
Kilde: Dansk Vegetarisk Forening
Spidsroden er spækket med veganske og vegetariske produkter såsom linser på løsvægt, kokosyoghurt og endda veganske påskeæg. Spidsroden består både af en butik og en cafe, og de økologiske varer passer godt ind i de ældre lokaler med håndmalede træskilte, papirsposer i stedet for plastik og store økologimærker plastret på væggene. For Spidsroden udgør hygge og originalitet en stor del af butikken og dens måde at tiltrække kunder på.
– Tidligere havde vi primært stamkunder, og nu er det i højere grad folk, der er ude at gå en tur og har lyst til at kigge ned, fortæller Signe.
Læs også: Veganere raser: Dansk supermarked kalder kødfrie dage en dårlig ide
Begrebsforklaring
Vegetar: En vegetar spiser ikke animalske produkter som kød eller fisk men kan godt spise mejeriprodukter, æg, honning, m.m.
Veganer: En veganer spiser ikke nogen former for animalske produkter, det vil sige hverken kød, fisk, æg eller mejeriprodukter. Derudover forsøger mange veganere at undgå alle produkter relateret til dyr såsom uld, honning og produkter testet på dyr.
Økologi: Økologi er en måde at udnytte jordbrug og dyr på, hvor miljø og natur spiller en stor rolle. Økologi går blandt andet ud på at bevare og forbedre jorden, give produktionsdyr mere plads og undgå anvendelse af genmodificerede fødevarer og kunstgødning.
Bæredygtighed: Bæredygtig jordbrug udnytter naturen på en måde, der ikke bruger flere ressourcer, end naturen selv kan nå at genskabe.
Biodynamik: En måde at dyrke jorden på der ikke bruger sprøjtegifte eller kunstgødning, og som betragter naturen ud fra en spirituel tankegang.
Kilder: Dansk Vegetarisk Forening, irma.dk, Bæredygtigt Landbrug, Den Store Danske
Human bæredygtighed
Udover kun at forhandle med ikke-animalske varer er bæredygtighed en af Spidsrodens mærkesager.
De fleste danskere forstår ordet bæredygtighed som en særlig måde at bruge naturen på. Med bæredygtige varer forsøger producenten så vidt muligt ikke at skade miljøet. Hos Spidsroden har man dog valgt at udvide begrebet til også at indfatte arbejdsforholdene for dem, der producerer og sælger varerne. På deres hjemmeside skriver de selv: “For os handler en bæredygtig fremtid også om at skabe virksomheder, som tilgodeser alle medarbejdere”, og det har betydet en kooperativ virksomhedsstyring for forretningen. Om deres kooperative butik siger Signe selv:
– Vi er en kooperativ butik, der ikke bare er bæredygtige i de produkter, vi sælger, men vi har også en bæredygtig ledelsesstruktur. Det vil sige, at alle, der arbejder her, ejer virksomheden.
For Spidsroden er både dyreliv og menneskeliv i fokus, og det betyder også, at Spidsroden kun forhandler varer fra små producenter og ikke sælger varer produceret af børn eller multinationale selskaber.
Ros fra madblogger
Madblogger og kogebogsforfatter, Mia Sommer, er meget begejstret for Spidsrodens koncept.
– Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at der er nogle butikker, som gør det nemmere for forbrugerne at købe produkter, der er bæredygtige og veganske, for der er en større efterspørgsel på produkter, der er produceret ordentligt. Folk er blevet mere bevidste om, hvordan deres fødevarer påvirker miljøet, dyrene og os selv, fortæller Mia.
Læs også: Veganerforening lokker flere til grøntsagerne med medfølelse
VeggieWeek
Lige nu er Spidsroden ved at gøre klar til VeggieWeek, som starter på mandag i København. Butikken vil forsøge at tiltrække flere kunder med opslag på deres Facebook-side med inspiration til en grønnere hverdag for danskerne.