Ny trend: Slip for tøjvasken og red planeten

42-årige Hanne Arentsen har taget udfordringen op. Hun valgte et af sine mest farverige sæt tøj for at udfordre sig selv.
Foto: Hanne Arentsen

Oplever du også jævnligt nedsmeltninger foran garderoben, er det måske her, du skal læse med.

En ny bæredygtig trend ved navn “Et outfit, en uge” hitter nemlig lige nu på Instagram. Konceptet går i al sin enkelthed ud på at udfordre danskere til at gå i ét sæt tøj i en uge. Og frygter man for hygiejnen, kan man ånde lettet op – undertøj og sokker må gerne skiftes dagligt.

Bag udfordringen står 46-årige Tina Werborg. Hun håber på at ruske op i danskerne og gøre dem opmærksomme på de konsekvenser, et højt tøjforbrug har.

– Vi er begyndt at kigge på klimabelastningerne fra bilen og maden, men det er som om, vores forbrug er helligt. Vi køber ting, der passer dårligt, og vi bruger alt for meget tid på at være selvkritiske, så én ting er klimaet, en anden er, at vi får det bedre af at droppe forbruget, siger Tina Werborg.

Kollegaerne troede hende ikke

Inspirationen til idéen opstod hos Tina Werborg, da hun så en amerikansk journalist lave et lignende forsøg. Det gjorde hende nysgerrig, og de næste tre uger gik hun derfor på arbejde kun i ét sæt tøj om ugen.

Læs også: Nyt hashtag udfordrer dig til at samle skrald

Sådan lyder reglerne for “Et outfit, en uge”

Man vælger ét sæt tøj og går i det fra mandag til fredag.

Man må gerne vaske tøjet undervejs. Det vigtige er, at tøjet ikke skiftes.

Det er tilladt at skifte undertøj og sokker dagligt.

Kilde: Et outfit, én uge

På sidstedagen lagde hun kortene på bordet over en fredagsøl, men udover en kollega, der var overbevist om, at hun havde haft en anden bluse på om mandagen, var der ingen, der havde opfattet noget.

 Jeg tænkte før, at folk gik op i, hvad jeg havde på. Det gør de ikke. Jeg troede også, det ville blive kedeligt at have det samme tøj på, men faktisk var det en lettelse, ikke at skulle forholde sig til det hver morgen. Og tøj bliver ikke altså ikke ulækkert af ikke at blive vasket én uge, siger Tina Werborg.

Vil rykke folks grænser

At folk ikke bekymrer sig om andres påklædning, kan 42-årige Hanne Arentsen skrive under på. Hun tog udfordringen op og valgte med vilje et af sine mest farverige sæt tøj uden den store effekt. Heller ikke hendes mand opdagede noget.

Ofte går man i tøj, der er tidsløst eller klassisk, så det giver ikke mening, at vi skifter så meget ud. Hvis man køber tøj, der koster bare en smule mere end H&M, kan man sagtens finde ting, der både kvalitets- og stilmæssigt vil være holdbart mindst tre-fire år.
Frederik Lentz Andersen, moderedaktør på Euroman og Eurowoman.

Hanne Arentsen ser “Et outfit, en uge” som en positiv form for hverdagsaktivisme, og vil gerne rykke ved sin omgangskreds.

– Jeg tror ikke, det hjælper at skælde ud på dem, der tager på shoppingtur, men det er vigtigt at skubbe til folk. Jeg tog en snak med mine kolleger om fredagen, og spurgte ‘har I lagt mærke til noget?’, og vi havde nogle rigtigt fine samtaler derfra, siger Hanne Arentsen. 

Forbrugere mangler retningslinjer

Også i den danske modeverden, er der blevet lagt mærke til klimaudfordringen. Frederik Lentz Andersen, moderedaktør på Euroman og Eurowoman, ser trenden som et positivt tiltag, der bringer modeindustriens klimabelastning ind i klimadebatten.

Han mener samtidig, at der mangler et universalt prædikat, som man har set ved tunfisk, så forbrugere konkret kan se, hvornår tøj er bæredygtigt.

– Selvfølgelig kan vi tilskynde forbrugerne til at ændre vaner og håbe, at de er bevidste om at købe bæredygtigt, men lige nu er det den vildeste jungle at navigere i. Det gælder både for tøjets miljøaftryk, og arbejdsforholdene det produceres under, siger Frederik Lentz Andersen.

Læs også: Dansk klima-asfalt hyldes i udlandet: »Et kæmpe skulderklap«

Han er derudover hurtig til at slå fast, at man nemt kan skabe en moderigtig garderobe, der kan holde i lang tid, uden ret mange genstande.

– Ofte går man i tøj, der er tidsløst eller klassisk, så det giver ikke mening, at vi skifter så meget ud. Hvis man køber tøj, der koster bare en smule mere end H&M, kan man sagtens finde ting, der både kvalitets- og stilmæssigt vil være holdbart mindst tre-fire år, siger Frederik Lentz Andersen.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udspringer fra et læserbrev i Politiken. Citaterne er indhentet af journalisten fra telefoninterviews med alle tre kilder.