Lange gåture i skoven er ikke kun et effektivt middel mod corona-kuller, men er også godt for vores sundhed generelt. Naturen har nemlig mange gavnlige effekter på både vores mentale og fysiske helbred.
Eva Skytte er psykoterapeut og specialkonsulent inden for sundhed, læring og livskvalitet i naturen. Hun er selvstændig i firmaet Naturkonsulenterne, der arbejder med sundhedsfremmende projekter i naturen. Hun fortæller, at vi helt automatisk får det bedre i kroppen, når vi kommer ud, fordi vi er udviklet til at være i naturen.
Udover at være god motion, er der en række psykiske og sociale fordele ved at være udenfor. Lyset og duften af jord har en positiv effekt på vores humør, og duftstoffer i træer kan påvirke vores immunforsvar, fortæller Eva Skytte.
– Når man går ud i naturen, sænker roen sig helt naturligt over os. Der sker noget i vores nervesystem, så vores puls og hjerterytme falder, forklarer hun.
I Fredensborg Kommune vil man netop gøre brug af naturens gode egenskaber. Mountainbike og bålhygge er derfor en del af et nyt tilbud – kaldet natuRO – der skal hjælpe unge mellem 15-18 år, som føler at hverdagen er særlig tung. En del af projektet handler om at give dem redskaber til at håndtere stress og tankemylder.
Nyt projekt for unge: Kort om natuRO
- NatuRO er et tilbud fra partnerskabet Gang i Fredensborg, der er et samarbejde mellem Fredensborg Kommune og Naturstyrelsen.
- NatuRO er et nyt friluftstilbud til unge mellem 15-18 år, der oplever at føle sig stressede eller ensomme.
- NatuRO er et 12 ugers forløb. Deltagerne mødes en gang om ugen ude i naturen, til forskellige friluftsaktiviteter kombineret med mere stille øvelser.
- Der er i alt planlagt fire forløb i perioden 2021-2022. Det første forløb har opstart den 23. april.
- Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding og en forsamtale.
- NatuRO gennemføres med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og TrygFonden
Kilde: Fredensborg kommune
De klassiske friluftsaktiviteter skal kombineres med mere stille øvelser som udstræk og vejrtrækningsøvelser, der skal vise de unge, hvordan de kan bruge naturen til afkobling.
Men ifølge initiativtagerne er det svært at få de unge til at tilmelde sig. Indtil videre har seks unge meldt sig til holdet, der har plads til i alt tolv deltagere.
Anne-Lene Haarklou Hansen, der er projektleder hos Gang i Fredensborg, peger på, at det kan være en udfordring for de unge blot at skulle melde sig til en gruppe.
– Det at være i en gruppe er en god ting, når man først kommer så langt. Men for mange unge kan det være et stort skridt at melde sig til noget i en gruppe, fordi man ikke ved, hvem de andre er: ”Er der nogen, der ligner mig? Tør jeg egentligt?” Der er virkelig mange barrierer, siger Anne-Lene Haarklou Hansen.
Læs også: København og Fredensborg skal skabe sundhed i naturen for alle
Når man går ud i naturen, sænker roen sig helt naturligt over os. Der sker noget i vores nervesystem, så vores puls og hjerterytme falder
Eva Skytte, specialkonsulent inden for sundhed, læring og livskvalitet i naturen
Alligevel er hun sikker på, at de unge vil have stor glæde ved at opleve et fællesskab, hvor man møder andre, der deler samme tanker og følelser.
Skal bygge på fællesskab
Udover at danne ramme for udendørsaktiviteter, giver naturen noget helt særligt til de sociale fællesskaber, lyder det. Deltagerne kan samarbejde om de forskellige aktiviteter, og der er højt til loftet i bogstaveligste forstand.
Det er Line Berg Torsbakkes erfaring. Hun er sundhedskonsulent i Fredensborg Kommune og en af instruktørerne på natuRO. Ved tidligere forløb med voksne har hun oplevet, at deltagerne følte et mindre pres ved at deltage, når det foregik udendørs.
Læs også: Nyt tilbud vil give unge selvtillid og få dem tilbage på skolebænken eller i job
I skoven er man i øjenhøjde med hinanden, og det skaber en større ro. Samtidig kan den sociale kontakt være nemmere for nogen, når det foregår udendørs, fortæller Line Berg Torsbakke.
– At være noget for andre kommer mere naturligt, når vi er ude i naturen, siger hun.
Hun fremhæver, at forløbet skal bygge på et fællesskab mellem de unge, hvor de kan opleve, at det gør en forskel, når de er der.
Dette bekræfter Eva Skytte, der lægger vægt på rummeligheden i naturen.
– Uderummet er et rum, hvor man nemt kan trække sig, hvis det hele bliver lidt for meget, og så kan man komme tilbage, når man er klar igen. Man er stadigvæk en del af gruppen, selvom man ikke er aktivt med, siger hun.
En målrettet indsats
Kristian Hegaard (R), formand for Fritids- og Idrætsudvalget i Fredensborg Kommune, anerkender, at det kan være svært at tiltrække de unge.
– Det er generelt vanskeligt at få aktiveret unge med psykiske udfordringer i foreningslivet, siger han.
Læs også: Psykiatrifonden: Unge bliver stressede af for mange valg
Han mener, at man med natuRO gør en mere målrettet indsats, og at tilbuddet kan være med til at tiltrække flere unge.
– Der kan vi forhåbentlig give de unge nogle redskaber, så de kan tackle nogle af de udfordringer, man står i, både som ung, men også hvis man har lidt ekstra udfordringer i hverdagen, siger han.
Sådan gjorde vi: Journalisten var interesseret i at undersøge, hvilke særlige naturtilbud der er i Fredensborg Kommune. Vi læste om naturRO på Fredensborg kommunes hjemmeside og ville undersøge tendensen med at bruge naturen til sundhedsfremmende formål. Journalisten kender en terapeut, der sendte hende videre til Eva Skytte. Journalisten kender ikke Eva Skytte personligt. Derefter kontaktede vi initiativtagerne bag natuRO og Kristian Hegaard. Alle interviews blev foretaget telefonisk.