Sådan hjælper du din fyrede kollega

Finanskrisen kradser stadig, og flere oplever at miste deres job. I sidste uge fyrede Danske Bank 300 medarbejdere, hvilket er et led i deres plan om at skære 2000 stillinger fra inden 2014. I den forbindelse har NetAvisen talt med konsulent Gitte Schramm og fået nogle gode råd til, hvordan man bedst muligt kan hjælpe sin fyrede kollega igennem det, hvis man er en af dem, der overlevede fyringsrunden.

Berøringsangsten skal væk
Når man som medarbejder i et firma oplever, at ens kolleger bliver fyret, kan det være svært at vide, hvordan man skal håndtere det, og hvordan man hjælper bedst muligt.

”Mange bliver ramt af berøringsangst, og undlader derfor at kontakte deres fyrede kollega. I virkeligheden har den fyrede allermest brug for, at man er der, og man er derfor nødt til at overvinde berøringsangsten,” udtaler Gitte Schramm, der er konsulent og har deltaget i mange opsigelsesrunder som rådgiver.

Tag initiativ og lyt
Når man har overvundet berøringsangsten, er det vigtigt, at man tager initiativ til at kontakte sin opsagte kollega:

”Det er vigtigt, at man viser, at man er der, og at man lytter efter, hvad de har brug for. Vær opmærksom på hvor du kan støtte og hjælpe”.

Ifølge Gitte Schramm betyder ens kolleger ofte meget, og det gør næsten ligeså ondt at miste dem, som det gør at miste selve jobbet.

”For kollegerne går hverdagen videre, og det gør meget ondt, på den det er gået ud over, som kan sidde tilbage derhjemme og føle sig meget ensom og alene”, siger hun.

Hun mener derfor, at det er meget vigtigt at sørge for at vise, at man stadig tænker på sine afskedigede kolleger, og at man er der for dem.

Sørg for et ordentligt farvel
”Når en person bliver fyret, går klappen ofte ned. Efter sætningen ”du er desværre blevet fyret”, hører man ikke mere, og man hører derfor ikke alle detaljerne og årsagerne.”

Et efterfølgende møde, mener Gitte Schramm derfor, ville hjælpe kollegaen med at forstå omstændighederne ordentligt. Derudover lægger hun vægt på, at en afskedsreception ville gøre godt for den opsagte.

”Her kan man få en mulighed for at sige ordentligt farvel til sine kolleger, så det ikke bliver til noget uværdigt. Der kan blive sagt nogle bevægende ord, og den menneskelige dimension kommer med”.

Guide:
1. Tag din kollega ved hånden med det samme.
2. Vær der. Glem berøringsangsten og sørg for bare at være der.
3. Lyt. Tag initiativ til at spørge ind til din kollega, og lyt til hvad hun har brug for.
4. Ring. Ring igen efter et par dage, og følg op på, hvordan din kollega har det.
5. Afskedsreception. Hold en afskedsreception, hvor der er mulighed for et ordentligt farvel.

Læs også:

Bankansatte skal forny sig ud af krisen

Ekspert: Arbejdet bliver en del af vores personlighed