Mange kommuner og handelsforeninger er lige nu ved at tage en beslutning om årets julebelysning. Flere har allerede taget beslutningen om at droppe det helt. I år vil man således ikke kunne opleve den lysende julefacade på Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv, og shoppinggaden Strøget vil ligeledes begrænse sine lysende grankæder til kun at lyse mellem 15-21.
Også københavnerne forholder sig til de nye tider, hvor ressourcerne er knappe og energien er dyr. Flere hjem kommer i år til at droppe lysende julestjerner i vinduerne og de udendørs lyskæder på altanerne og i haverne.
Råd til julelys i en energikrise
- Køb LED, hvis du gerne vil have dig en lyskæde i løbet af december og resten af vintermånederne. De bruger 80 pct. mindre strøm end glødepærer og holder typisk 25 gange længere.
- Nyere LED lyskæder bruger ca. 5 watt. En lyskæde med glødepære bruger ca. 35. Gå efter et lavt watt-tal, så sikrer du et lavere forbrug.
- Har du en lyskæde med glødepære kan du med fordel bruge tænd-sluk-ur. Så slukker julelysene automatisk, når du ikke er hjemme eller sover.
- Hvis du slukker dine lyskæder, når julen er forbi, i stedet for at have dem tændt i tre måneder hen over vintermånederne, kan du spare 190 kr. pr. lyskæde med 100 glødepærer.
Kilde: Energistyrelsen
Charlotte Petersen og Josefine Rusborg har allerede en plan for, hvordan de kan minimere deres forbrug i løbet af julen.
– Vi kommer til at bruge mindre lys, og vi kommer til at tænke over det, så vi ikke bare sætter det i værk og tænder, og så bare lader det stå og være tændt hele natten.
Selvom familien stadig lader nogle af julelysene være tændt derhjemme, så kommer det ikke til at minde om julen, som de er vant til den.
– I sådan en mørk tid, er det jo rart, at der har været lidt lys om aftenen, så det kommer vi til at savne.
Læs også: I Lyngby tænder de for julelyset: Lidt julegygge må der altså være plads til
Også Flemming Pileman må holde igen i år, når julen om lidt banker på. Han lader i år de mange lyskilder blive i kasserne.
– Vi købte faktisk syv ekstra juletræer sidste år på to meter med lys, så vi er oppe på 12 nu. Herudover har vi mange dyr med lys, også til udendørs brug, men vi sætter kun to træer op i år, siger Flemming Pileman.
Hjemme hos Claus Kolding er der helt slukket i julen. For ham handler det om mere end energikrisen.
– Jeg kommer ikke til at yde med de store belysningsshows. Jeg har tv’et tændt i ny og næ, og så har jeg lys på badeværelset og et lysstofrør i køkkenet. Resten af tiden bruger jeg stearinlys eller en lommelygte, netop for at spare på energien, CO2-udledningen og det løse.
Læs også: Nedtrykte håndboldbørn: »I år bliver julen virkelig trist«
For Claus Kolding er klimakrisen og biodiversitetskrisen med i overvejelserne, når han tænker på sit forbrug og sin måde at leve på. For ham handler det om meget mere end julelys.
– Er vi ikke nødt til at ofre os lidt? Jeg kan slet ikke retfærdiggøre lidt lys i en mørk tid. Det er et frit valg, og vi vælger selv, siger han.
Selvom en jul uden lysende røde hjerter kan virke lidt mørkt og koldt, så har Claus Kolding et råd til, hvordan vi klarer os igennem en kold tid.
– Skru lidt ned for varmen, så længe vi holder hinanden kært og elsker, så skal vi nok holde varmen.
Sådan gjorde vi: Journalisten fik idéen efter at have læst nyhederne om, at flere store butikker, gader og bygninger vil spare på julebelysningen grundet energikrisen. Tanken var, at flere borgere nok også havde tænkt på at slukke for julelysene i år af samme årsag. Alle kilder i artiklen er mødt rundt omkring i København. Journalisten har talt med flere kilder, hvorefter der er blevet udvalgt de bedste citater fra færre kilder til artiklen.