– Jeg strækker i første omgang armen ud for at prøve at holde fast i politimanden. Jeg tænker, at stopper man politimanden, stopper man hunden, og så stopper man det hele! Men det kan jeg ikke nå. Så jeg løber efter politimanden igen. Nu er han langt inde mellem alle demonstranterne med hunden. Så jeg langer ud efter ham og rammer ham i hovedet. I baghovedet.
Karl strækker højre arm ud og dasker med hånden i den tomme luft.
– Sådan her, med flad hånd, spørger jeg, og lader min egen håndflade strejfe mit baghoved.
– Ja, det er måske lidt voldsommere. Det er jo en lussing… I hovedet, bagfra, siger Karl og fremmaner et nervøst, lille grin, mens han piller med venstre hånd i de stribede tæpper, der ligger i sofaen, hvor han sidder.
– Jeg indså, at jeg blev nødt til at gøre noget værre for at få ham stoppet, og derfor slog jeg. Karl udtaler ordene med en nærmest politisk overbevisning, som var sætningen indøvet på forhånd.
Hvordan har du det med, at situationen eskalerede?
– Jeg fik ikke noget ud af det taktisk, og etisk er det ulækkert, konstaterer han.
Stemmen er rolig og klangen nasal, som om han enten har været forkølet eller lige skal til at blive det.
– I første omgang var mit mål at chikanere politiet, fordi de ville anholde en af vores demonstranter, men det eskalerede, og derfor blev det ikke det værd. Der var ikke noget, der blev bedre af, at jeg slog ham.
Karl drikker en tår af sit vandglas, mens hans lysblå øjne kigger rundt i stuen.
Til venstre for sofaen hænger et kort over Afrika. I vindueskarmene blander en række etnisk inspirerede figurer sig med et par kaktusser. Hans t-shirt er sort og af mærket Nike. De fire velkendte bogstaver i logoet er udskiftet med ordet ”Riot” efterfulgt af sætningen ”just do it”. Håret er samlet i en hestehale i nakken og er ligesom det trimmede skæg og øjenbrynene skandinavisk blondt.
De mange jakker, sko og genstande i entréen vidner om flokken af mennesker, der foruden Karl bor i kollektivet. Han fortæller, at han lige er flyttet ind, og at han er glad for at bo med så mange andre mennesker.
En enspænder med fællesskabsdrømme
For Karl blev opvæksten på Falster en flugt ind i fiktionens universer, og den larmende ensomhed i barndommens virkelighed lærte ham at provokere. Provokationen udsprang af et behov for opmærksomhed; et behov, der især opstod, da Karl var syv år, og hans forældre blev skilt. I folkeskolen fik han af lærerne fortalt, at han ikke duede til noget.
– Efterskolen blev et vendepunkt i mit liv – en redning for min sociale fremtid. Det var her, jeg stiftede bekendtskab med både politik og social tryghed, som var to ting, jeg ikke var vant til på Falster, siger Karl.
– Havde jeg ikke været på efterskole, havde jeg i dag været tyk og spillet en masse ’World of Warcraft’.
På efterskolen gik det op for Karl, at han kunne koble sit tegneserienørderi med politik, og det var her, interessen for aktivisme begyndte.
– Det var den der tegneserie, som hedder ”V for Vendetta”, der overbeviste mig om, at jeg var anarkist, siger han, mens antydningen af et smil tegner sig i hans mundvig.
»Det var den der tegneserie, som hedder ”V for Vendetta”, der overbeviste mig om, at jeg var anarkist,«
– Karl Fanetta, Autonom
Da Karl vendte tilbage på Falster, begyndte han at læse en masse om politik og aktivisme på internettet. I sin politiske søgen fandt Karl frem til, at tingene var mere indviklede, end hvad nogen ideologisk pakkeløsning kan løse.
– Jeg tror ikke på den voldelige revolution. Jeg tror, vi må se på de konkrete ting i samfundet, som for eksempel politiets dårlige indflydelse.
Midlet helliger målet
– Det er okay at udøve vold mod en overmagt, som er en trussel, men det er ikke okay at udøve vold, hvis det ændrer sig. Det er sådan, jeg ser mig selv som værende bedre end politiet, siger Karl.
Hvor går din grænse for, hvad du synes er etisk forsvarligt?
– Alt hvad der er over sten eller flasker. Kanonslag og monococktails mener jeg for eksempel ikke er okay at bruge. Det har jeg også prøvet at forklare så ivrigt som overhovedet muligt til unge rødder, der lige er blevet en del af fællesskabet.
Karl har ikke planer om at slå en politimand igen.
– Når jeg tager til demonstrationer nu, har jeg en ved mig, som trækker mig væk ved optakt til ballade, så jeg er sikker på ikke at gøre noget dumt.
Er det fordi du ikke kan styre det?
– Ja, og fordi jeg mener, at det tit er okay at gøre. Det er bare ikke mig, der skal gøre det længere nu. Jeg vil hellere lægge min hånd og få nogen til at brække den, end jeg vil en måned i fængsel igen.
Selvom Karl fortryder flere af sine aktivistiske handlinger, f.eks. at han kastede æg i nakken på Anders Fogh tilbage i 2001, så er adrenalinsuset, som demonstrationerne giver ham, en evigt dragende faktor.
– Jeg har det allermest awesome, når jeg føler, at jeg har gjort en forskel for mange mennesker på en god måde – især hvis det er noget, andre ikke tør. Det er det, der definerer en helt, og det er jo det, fiktionen igennem min opvækst har lært mig, man skal søge at være, siger han.
Jeg har det allermest awesome, når jeg føler, at jeg har gjort en forskel for mange mennesker på en god måde – især hvis det er noget, andre ikke tør. Det er det, der definerer en helt, og det er jo det, fiktionen igennem min opvækst har lært mig, man skal søge at være
Karl Fanetta, Autonom
En af kollektivets beboere åbner døren til stuen: »Jeg går i gang med at lave mad nu, Karl.« Karl nikker anerkendende og svarer, at han kommer og hjælper om et øjeblik, han venter bare lige, til jeg er gået.
Karl venter også på at få at vide, hvornår han skal i fængsel for at afsone dommen.
– Jeg går og er lidt bange, hver gang jeg åbner postkassen, siger han og rynker de blonde bryn.
Ude i køkkenet høres fløjten, og glas der klinger.
One Response to "Nørdens hamskifte"